Drabsefterforsker Amanda Miller og hendes ældre makker, Ole Madsen, bliver sat på en lokal sag om en forsvunden kvinde i udkanten af Viborg. Alle beviser peger entydigt på, at ægtemanden står bag, men der er ikke noget lig. Han anholdes og sigtes for manddrab, men Amanda synes, at det hele ser for perfekt ud. Hun begynder at se i andre retninger, hvilket bringer hende på kollisionskurs med sine kolleger og overordnede. Men hun føler sig sikker i sin sag om, at ægtemanden er uskyldig, og sætter sin karriere på spil. Samtidig opsøger Amanda endnu en clairvoyant i sit årelange, mislykkede forsøg på at genskabe sin tabte hukommelse fra den traumatiske dag, hvor hun som 10-årig så sin familie blive brutalt dræbt af en ukendt gerningsmand, hvis ansigt er det eneste, hun kan huske, og som hun som barn kaldte "manden med stenansigtet". Drabene blev aldrig opklaret, og sagen henlagt, men Amanda har lige siden været drevet af hævn og jagtet sandheden, fast besluttet på at finde manden, der tog hendes familie fra hende. En asiatisk skønhed og åndeligt medie, Angela Woo, viser sig at være vejen ind til Amandas mørklagte sind. KVINDEN UNDER JORDEN er første bind i Morten Remars nye og spændende politi-krimiserie om drabsefterforsker Amanda Miller, og efterfølger den anmelderroste og succesfulde Mofibo-trilogi med freelancejournalisten Jakob Fink.