I denne episode af SEJR mødes cykelrytter og OL guldvinder i parløb Michael Mørkøv med vært Bastian Emil til en samtale om Mørkøvs største sejre. De kommer omkring Danmarksmesterskabet, 6. etape af Vueltaen i 2013, hans mange sejre på banen og selvfølgelig den smukke guldmedalje ved OL i Tokyo i 2021. Der bliver også lejlighed til at tale om Mørkøvs forhold til stjernesprinteren Mark Cavendish, og så bliver der dystet i legendariske Brian Holm citater.
SEJR er et program af Bastian Emil Goldschmidt, som søger varig mening med de bedrifter og begivenheder som finder sted i cykelsportens verden. Gennem litteratur, reportager, tv-billeder og oplevelser fra vejkanten undersøges begreber som styrt, styrke, sejr og nederlag. Cykelsportens idealer nærmer sig livets inderste kerne: Hvorfor skal vi fortsætte når det gør ondt, hvordan laver vi modstand til fremdrift? Dette kommer lytteren tættere på i SEJR.
Bastian Emil Goldschmidt (f. 1992) har som forfatter til bestselleren "Fremad" (2021), og gennem sit arbejde som cykelekspert hos Eurosport, skribent, oplægsholder og oversættelsen af Curzio Malapartes 'Coppi og Bartali' (2017) vakt begejstring landet over.