Stevenson skrev Dr. Jekyll og Mr. Hyde på ganske kort tid efter et natligt mareridt, som inspirerede ham til handlingen. Den blev omgående en succes i samtiden og hører nu til verdenslitteraturens kendteste værker, og dens litterære anseelse er steget gennem årene. Den har inspireret senere forfattere som Brecht, Borges og Nabokov. Den har været filmatiseret utallige gange og har også været opsat som en meget populær musical.
Romanen behandler det eviggyldige tema om det sammensatte mennesket, der har både gode og ædle egenskaber såvel som lastefulde lyster. Den kan læses både som en spændende gyser eller krimi såvel som en psykologisk thriller om det splittede menneske, ligesom den rejser spørgsmålet om videnskabens anvendelse til indgreb i den menneskelige personlighed.