Flere og flere børn og unge oplever et nervesystem på overarbejde. De har ondt i maven, sover dårligt, ryster, har svært ved at få vejret eller har måske ikke lyst til at komme i skole. Denne bog giver en nem og forståelig forklaring på de fysiologiske fodspor, et presset nervesystem sætter i kroppen. Der er særligt fokus på børn med angst, autisme og ADHD, og hvordan de voksne, der omgiver barnet, kan berolige det ophedede barnesind.
Hippocampus – der betyder søhest på græsk – er et af de helt centrale områder i hjernen. Den er bl.a. ansvarlig for følelsesmæssig hukommelse og regulering. Hvis børn og unge udsættes for stress over tid, begynder søhesten (hippocampus) at fungere dårligere, og i værste fald skrumper den. Ved at nedsætte presset på nervesystemet og gennem bl.a. fysisk aktivitet kan den komme til at vokse igen.
Bogen henvender sig til forældre, lærere, pædagoger, sygeplejersker, ergoterapeuter, fysioterapeuter, socialrådgivere, læger, psykologer og alle andre, der gerne vil have indsigt i, hvad et overbelastet nervesystem gør ved et barn.