Villakvarteret ligger i en umiddelbar rolig og fashionabel forstad, men en doven bas dunker fra et af husenes kælder. Under en fest bliver en ung kvinde brutalt gruppevoldtaget af fire unge mænd, ”gutterne” bliver de senere kaldt, og den unge kvinde er med ét et offer, og de unge mænd forbrydere.
Nathans forældre vil dysse sagen ned, og hans mor siger, at ”nu skal vi vende et nyt blad, og en dag har vi vendt så mange blade, at det her slet ikke er sket”. Sproget modarbejder offeret, arbejder for voldtægtsmændene, indtil hovedpersonen Gustens mor insisterer på at fortælle og udsige nøjagtigt, hvad de fire unge mænd gjorde ved den unge kvinde, og tvinger sin søn til at gøre det samme. ”Jeg forgreb mig. Jeg mishandlede. Jeg … viste … ingen nåde.” For sproget er den vigtigste faktor, når retfærdigheden skal ske.
Monika Fagerholm har skrevet en uhyggeligt realistisk roman om vold og voldtægt, og om et helt lokalsamfund, der forsøger at frikende de unge mænd på trods af deres afskyelige forbrydelse.