I storbyernes betonjungle interesserer man sig ikke for sine medmennesker eller naboer; ikke engang ved dødsfald åbner man sig for hinanden. I menneskevrimlen ser man dårligt nok hinanden – lige så lidt som man ser ringe i vandet efter en sten, der er smidt i et oprørt hav.
Det er anderledes i de øde skovegne. Der oplever man hverdagens begivenheder mere enkelt, der kan man ikke overse noget, der tager man hensyn. Men alligevel kan en begivenhed, der straks ville have vagt opsigt i tættere beboede egne, passere helt ubemærket, i det mindste i lang tid. Dette skete i denne sag, der foregik i Bygden i Kaivaara kommune i begyndelsen af 1930-erne – et mord der var omgivet af mystikkens tågeslør.
