En af Danmarks mest farverige og folkekære kunstnere fortæller om sit festlige liv og sin store sorg.
Biografien om Sussi Nielsen, den ene halvdel af den ikoniske popduo Sussi og Leo, er en skøn og livsbekræftende fortælling om en kvinde, der har vundet manges hjerter med sin bramfrihed og ukuelige livsvilje.
I fem årtier har Sussi og Leo underholdt danskerne med et medrivende show på scenerne rundt om i landet. Den nu 67-årige musiker har aldrig været bange for at hive op i kjolen og vise ben og baller, og sammen med sin mand har hun aften efter aften skabt en fest for hundredtusindvis af danskere.
Sussi er kendt for at sige tingene lige ud, og det er netop hendes ærlighed og charmerende facon, der har gjort hende til en af Danmarks mest folkekære personligheder. Men bag facaden har hun oplevet både lykke og sorg. I biografien kommer vi helt tæt på hendes livs udfordringer. Sussi fortæller om tabet af sin mand og musikalske partner, og om hvordan hun efter hans død i februar 2023 har været tvunget til at genopfinde sig selv både personligt og professionelt. Bogen giver et indblik i, hvordan hun har håndteret sorgen og savnet efter sit livs kærlighed, og hvordan hun har fundet mod og styrke til fortsat at optræde og sprede glæde blandt sit store publikum.
Jeg er Sussi er en varm, rørende og humoristisk beretning – fortalt af et festfyrværkeri af en kvinde, som det er umuligt ikke at elske.