„Min mor var ked af, at min søster og jeg kaldte hende Fruen,
men det var i mellemtiden blevet fælles for os. Fruen var en
stærk kvinde, som krævede – og fik – særbehandling. Modig
og intelligent, fordringsfuld, lunefuld og let at såre, og som
en skandinavisk Kleopatra tiltrak hun mænd med fatale
følger. Fruen kunne udmærket afkode undertonerne i sit
kaldenavn og brød sig ikke om det, men det passede godt til
hende og satte ord på noget, vi ikke kunne tale om.”
FRUEN er Malene Lei Rabens personlige fortælling om sin mor og om at være barn af ungdomsoprøret. Det er en
historie om konsekvenserne af livsvalg og om det, som frihed koster. Især for de børn, der voksede op i skyggen
af handlekraftige, selvrealiserende voksne.
Det er også en historie om en lykkelig barndom, der tager en drejning, og om at være datter af en formidabel, intelligent
og ekstremt besværlig kvinde. Og allermest er det en historie om kærlighed.