Under Idas terminale sygdomsforløb oplever Kristian Ibler en eksistentiel krise. Han føler, at han har levet sit liv på en løgn og har forsømt det, der virkelig giver mening i livet. Det gælder især jagten på en skuespillerkarriere, der kollapser fuldstændigt, da Ida dør.
Han står tilbage som enkemand og alenefar til to små børn uden et økonomisk eller personligt fundament og må balancere imellem en ekstrem trang til at leve livet på trods af sin sorg og en pligt til at holde fast i fortiden og være en støtte for børnene.
Kristian Ibler skriver hudløst ærligt, ofte humoristisk, og udstiller sig selv som en mand, der til tider slet ikke forstår, hvordan hans liv fundamentalt set er ved at ændre sig.
