Robert Galbraith

Fulbourne Street, og fik en underlig dobbelt følelse: Hans vage erindring om stedet, der utvivlsomt var svækket af hans bevidste forsøg på at glemme, lå som en bleg film hen over scenen foran hans blik. Bygningerne var lige så afrakkede, som han huskede dem – den hvide pudsekalk var smuldret væk

Tre aftener i træk havde Strike holdt øje med lejligheden fra personaleindgangen til teatret overfor uden at se andet end skygger, der bevægede sig bag lejlighedens gardiner.

Mens hun nu sad i taxaen sammen med sin mor, skyllede en lavastrøm af vrede og fortørnelse hendes sunde fornuft ad helvede til.

Robin var ti år yngre end Strike.

Hun havde ret.

Lykke, kære Rebekka, lykke, det er først og fremmest den stille, glade trygge følelse af skyldfrihed.

Han bladede frem til Robins fjerde mærkeseddel, og efter endnu en gang at have tjekket hoveddøren, som stadig var lukket, læste han den næste markerede passage.

Hun stod ved vinduet og hamrede på det, som om hun ville påkalde sig opmærksomheden.

Ikke alene var det møde, hun havde arrangeret uden Strikes vidende, berammet til at starte om en halv time, men hun var milevidt fra, hvor hun havde forventet at være klokken et, og fuldstændig ukendt med denne del af London.

var, vendte hun sig om og stod ansigt til ansigt med en død rotte