Robert Galbraith

Fulbourne Street, og fik en underlig dobbelt følelse: Hans vage erindring om stedet, der utvivlsomt var svækket af hans bevidste forsøg på at glemme, lå som en bleg film hen over scenen foran hans blik. Bygningerne var lige så afrakkede, som han huskede dem – den hvide pudsekalk var smuldret væk

Tre aftener i træk havde Strike holdt øje med lejligheden fra personaleindgangen til teatret overfor uden at se andet end skygger, der bevægede sig bag lejlighedens gardiner.

Mens hun nu sad i taxaen sammen med sin mor, skyllede en lavastrøm af vrede og fortørnelse hendes sunde fornuft ad helvede til.