Robert Galbraith

Fulbourne Street, og fik en underlig dobbelt følelse: Hans vage erindring om stedet, der utvivlsomt var svækket af hans bevidste forsøg på at glemme, lå som en bleg film hen over scenen foran hans blik. Bygningerne var lige så afrakkede, som han huskede dem – den hvide pudsekalk var smuldret væk

Nogle gange fandt han det svært at være sammen med de mennesker, der troede, de var hans venner: De mænd, han arbejdede sammen med, når han havde brug for penge.

Tre aftener i træk havde Strike holdt øje med lejligheden fra personaleindgangen til teatret overfor uden at se andet end skygger, der bevægede sig bag lejlighedens gardiner.