James Joyce

Han slukkede stearinlyset med en skarp ekshalation på dets flamme, trak to fyrretræsstole med skesæde hen til kaminstenen, den ene til Stephen med ryggen til forområdets vindue, den anden til sig selv når nødvendigt, knælede ned på det ene knæ, arrangerede på kaminristen et bål af korslagte pinde med harpiksender og diverse kulørte papirer og uregelmæssige polygoner af bedste Abram-kul til enogtyve shilling pr. ton fra Messrs Flower and M’Donalds lager, 14 D’Olier Street, antændte det på tre fremstikkende papirspidser med én strøget luciferfyrstik, hvorved han frigjorde den i brændslet indeholdte potentielle energi og lod dets kul- og brintelementer indgå i fri forening med luftens ilt.

Sommeraftenen var begyndt at slutte verden i sin gådefulde favn. Fjernt i vest gik solen ned og den sidste glød af alt for flygtig dag dvælede ømt på hav og strand, på det stolte forbjerg, kære gamle Howth, som altid vogtende bugtens vande, på de ukrudtsgroede klipper langs Sandymounts bred og sidst men ikke mindst på den tyste kirke hvorfra en stemme undertiden flagrede ud på stilheden, en bøn til hende som i sin rene stråleglans er en bavn altid for menneskets stormtumlede hjerte, Maria, havets stjerne

hoveddør ligesom Martello-tårnet

fagert et eksemplar af den hulde irske mø som man kunne ønske sig at se

Ansigtets voksagtige bleghed var næsten åndelig i sin elfenbensrenhed selv om mundens rosenknop var en ægte amorbue, græsk fuldkommen

Æres den som æres bør

Havde den milde skæbne blot maget det så hun var født som adelskvinde af høj byrd med egen formue og havde hun blot nydt gavn af en god uddannelse kunne Gerty MacDowell nemt have hævdet sig ved siden af enhver fornem dame i riget og set sig selv i udsøgte kjoler med juveler på panden og for sine fødder patriciske bejlere som kappedes om at gøre hende deres opvartning

Det var Madame Vera Verity, redaktør af siden Kvinders Skønhed i Princess Novelette, der først havde rådet hende til at prøve øjenbrynsliner som gav øjnene det uforglemmelige udtryk, så klædeligt hos førende modebevidste, og hun havde aldrig fortrudt det

Guds fagre rige Irland visselig ikke ejede hendes lige

Men han var unægtelig flot med en fornem næse og han var det han lignede, en gentleman i et og alt