James Joyce

Han slukkede stearinlyset med en skarp ekshalation på dets flamme, trak to fyrretræsstole med skesæde hen til kaminstenen, den ene til Stephen med ryggen til forområdets vindue, den anden til sig selv når nødvendigt, knælede ned på det ene knæ, arrangerede på kaminristen et bål af korslagte pinde med harpiksender og diverse kulørte papirer og uregelmæssige polygoner af bedste Abram-kul til enogtyve shilling pr. ton fra Messrs Flower and M’Donalds lager, 14 D’Olier Street, antændte det på tre fremstikkende papirspidser med én strøget luciferfyrstik, hvorved han frigjorde den i brændslet indeholdte potentielle energi og lod dets kul- og brintelementer indgå i fri forening med luftens ilt.

Sommeraftenen var begyndt at slutte verden i sin gådefulde favn. Fjernt i vest gik solen ned og den sidste glød af alt for flygtig dag dvælede ømt på hav og strand, på det stolte forbjerg, kære gamle Howth, som altid vogtende bugtens vande, på de ukrudtsgroede klipper langs Sandymounts bred og sidst men ikke mindst på den tyste kirke hvorfra en stemme undertiden flagrede ud på stilheden, en bøn til hende som i sin rene stråleglans er en bavn altid for menneskets stormtumlede hjerte, Maria, havets stjerne

hoveddør ligesom Martello-tårnet