Francis Scott Fitzgerald

du læst The Rise of the Coloured Empires af ham der Goddard?“

„Næh, det har jeg ikke,“ svarede jeg, temmelig overrasket over hans tone.

„Det er ellers en udmærket bog, og alle burde læse den. Tanken er at hvis vi ikke passer på, vil den hvide race blive – blive totalt oversvømmet. Det er rent videnskabeligt; det er bevist.“

Hvad Tom angår, så var det at han havde „en dame i New York“ i virkeligheden mindre overraskende end at han var blevet deprimeret over en bog.

„Daisy! Daisy! Daisy!“ råbte mrs. Wilson. „Jeg siger det når det passer mig! Daisy! Dai –“

Med en kort behændig bevægelse brækkede Tom Buchanan hendes næse med sin flade hånd.

hvor mange unge englændere der var spredt rundt omkring; alle velklædte, alle med et lidt sultent udtryk, og alle i lavmælt, alvorlig samtale med solide og velhavende amerikanere. Jeg var sikker på at de solgte et eller andet: obligationer eller forsikringer eller biler.

Om dem der. I behøver faktisk ikke ulejlige jer med at finde ud af det. Jeg har fundet ud af det. De er ægte.“

„Bøgerne?“

Han nikkede.

„Helt ægte – har sider og alting. Jeg troede de ville være af godt, slidstærkt pap. De er faktisk helt ægte. Sider og – Her! La’ mig vise jer.“

Da han tog vores skepsis for givet, fór han hen til bogreolerne og vendte tilbage med bind et af Stoddard Lectures.

„Se!“ råbte han triumferende. „Det er en rigtig trykt bog. Den narrede mig. Fyren her er en veritabel Belasco. Det er en triumf. Hvilken omhu! Hvilken realisme! Vidste også hvornår han skulle holde op – har ikke sprættet siderne op. Men hvad kan man ønske sig? Hvad kan man forvente?“

Meget bedre.“ Jeg vendte mig igen mod min nye bekendte. „Det er et usædvanligt selskab for mig. Jeg har ikke engang truffet værten. Jeg bor derovre –“ Jeg slog ud med hånden mod den usynlige hæk i det fjerne, „og denne Gatsby sendte sin chauffør over med en invitation.“

Et øjeblik så han på mig som om han intet forstod.

„Gatsby, det er mig,“ sagde han pludselig.

„Hvad!“ udbrød jeg. „Åh, det må du undskylde.“

„Jeg troede du vidste det, gamle dreng. Jeg er bange for at jeg ikke er nogen særlig god vært.“

Han smilede forstående – meget mere end forstående. Det var et af den slags sjældne, uendeligt beroligende smil som man måske møder fire-fem gange i sit liv. Det vendte sig – eller syntes at vende sig – mod hele den ydre verden et øjeblik, og koncentrerede sig så om dig

Halvmånen skinnede som en oblat over Gatsbys hus og gjorde natten smuk som før, overlevede latteren og lyden fra hans stadig strålende have. Det var som om en pludselig tomhed nu strømmede ud af vinduerne og de store døre og gjorde værten, der stod på verandaen med hånden hævet til en formel afskedshilsen, til et billede på fuldstændig isolation.

Uærlighed hos en kvinde er ikke noget man for alvor dadler – jeg var flygtigt ked af det, og så glemte jeg det.

„Jeg ville ikke bede hende om for meget,“ dristede jeg mig til at sige. „Man kan ikke gøre fortiden om.“

„Ikke gøre fortiden om?“ udbrød han vantro. „Jo, selvfølgelig kan man det!“

Gatsby vendte sig stift om mod mig:

„Jeg kan ikke sige noget i hans hus, gamle dreng.“

„Hun har en indiskret stemme,“ bemærkede jeg. „Den er fuld af –“ sagde jeg tøvende.

„Hendes stemme er fuld af penge,“ sagde han pludselig.

Det var helt rigtigt. Jeg havde aldrig forstået det før. Den var fuld af penge – det var den uudtømmelige charme der steg og faldt i den, dens klingren, dens bækkenklang … Kongens datter, den gyldne pige i sit høje, hvide slot …