Forlaget Alvilda

    Ingelise Guldsteenhar citeretfor 2 år siden
    Nu ville jeg give hvad som helst for, at alting kunne blive som før.
    Ingelise Guldsteenhar citeretfor 2 år siden
    Jeg er lige faldet i søvn, da Damen ringer.
    Viktoria Jørgensenhar citeretsidste år
    hun gået til gruppemøder for anonyme alkoholikere, narkomaner
    Helle Charlotte Rasmussenhar citeretfor 2 år siden
    FEM SKÆBNER. ÉT VALG
    Kristina Nielsenhar citeretsidste år
    Jeg vender mig mod min egen skydeskive.
    Kristina Nielsenhar citeretsidste år
    Lyden gør ondt i ørerne, og rekylen slår min hånd tilbage mod min næse.
    Kristina Nielsenhar citeretsidste år
    Jeg sænker pistolen.
    b0950778111har citeretsidste år
    Da hun er færdig, skubber hun mit hår væk fra ansigtet og samler det i en knold i nakken. Jeg kan ikke lade være med at lægge mærke til, hvor rolig og koncentreret hun er. Hun er meget rutineret, hvad angår kunsten at glemme sig selv. Det kan jeg ikke just sige om mig selv
    b0950778111har citeretfor 10 måneder siden
    gang, og han ånder ud, hver gang han slipper kniven.
    “Ind på række!” beordrer Eric.
    Utålmodighed kan man ikke bruge til noget, tænker jeg. Det var, hvad mor sagde til mig, dengang hun lærte mig at strikke. Jeg er nødt til at opfatte det her som en mental øvelse, ikke som en fysisk træning. Så de første par minutter bruger jeg på at øve mig uden kniv, finder den rigtige måde at stå på, lærer, hvordan jeg skal bevæge armen.
    Eric går frem og tilbage bag os. Lidt for hurtigt.
    “Jeg tror sgu, stiverten er blevet ramt lidt for mange gange i hovedet!” bemærker Peter, som står et par pladser længere henne i rækken. “Hey, stivert! Har du helt glemt, hvad en kniv er?”
    Jeg lader, som om jeg ikke hører ham, og begynder så at øve kastet med kniven i hånden uden at slippe den. Jeg lukker Erics traven frem og tilbage ude sammen med Peters dumme kommentarer og følelsen af, at Four hele tiden kigger på mig. Og så kaster jeg kniven.
    Den roterer i luften og rammer skiven

    time, and he exhales every time he releases the knife.
    “In a row!” orders Eric.
    Impatience can not be used for anything, I think. That was what mom said to me when she taught me to knit. I have to perceive this as a mental exercise, not as a physical exercise. So the first few minutes I spend practicing without a knife, finding the right way to stand, learning how to move my arm.
    Eric walks back and forth behind us. A little too fast.
    "I think damn, the stiffener has been hit a little too many times in the head!" notes Peter, who stands a few seats further down the line. “Hey, stiff! Have you completely forgotten what a knife is? ”
    I pretend not to hear him, and then begin to practice throwing with the knife in hand without releasing it. I close Eric's trot back and forth out along with Peter's stupid comments and the feeling that Four is constantly looking at me. And then I throw the knife.
    It rotates in the air and hits the disc

    bo00879har citeretfor 2 år siden
    Far stod på mål, og mor, Lilly og hendes tvillingebrødre, Max og Jakob, prøvede at score mod ham. Minka, deres hund, var selvfølgelig også med. Den sprang rundt og gøede begejstret og logrede med halen.
    Bolden trillede hen til Lilly, som sparkede den mod målet. Far bøjede sig forover for at gribe den, men gled i mudderet og faldt.
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)