Allan Olsen

    Jeppe Nøragerhar citeretsidste år
    Fem år senere blev den fundet påkørt og død i en grøft i Grønholt.
    Det var dén dag i 1969, hvor en berømt storm hærgede landet. Helvede var løs, og vi fik lov at gå hjem fra skole midt på dagen, hvilket var fantastisk og især uansvarligt. 700 jublende unger i alle retninger, mens tagplader, neonskilte og halvstore træer fløj om ørerne på os. Jeg rendte rundt i kvarteret sammen med én, der hed Bent Bølle, og én, der hed Tossialf, og så på, hvordan flagstænger og lygtepæle væltede. Tossialf var ham, man kunne regne med, hvis man skulle ud og lave noget lort, der var virkelig halsbrækkende. Idet jeg åbnede døren derhjemme, smuttede køteren ud og af sted ned ad gaden. Da min far hen under aften kom hjem fra postturen, cyklede han gennem uvejret op til Grønholt, hvor han fandt den.
    Jeppe Nøragerhar citeretsidste år
    Jeg gik rundt med noget mørke, og jeg påtog mig skyld. Og jeg havde skyld. For hvem andre end jeg rev dén tændstik? Måske er det bare en øvelse, der ligger indbygget i os, så vi kan klare os igennem senere i livet og øve os i empati. På samme måde som svalerne slipper en lille pind i luften og dykker lodret for at fange den i næbbet. De kan ikke æde pinden, men de øver sig i at fange insekter.
    Ingen af delene er nødvendigvis usundt.
    Jeppe Nøragerhar citeretsidste år
    Det var nu ikke første gang, at jeg forsøgte at komme ned til min kommende læreanstalt. Mens vi stadig boede i Grønholt, og min storebror var startet i skole, besluttede jeg, at jeg også ville af sted. Jeg havde bemærket, at der fulgte både ros og anerkendelse med storebrors nye status som skoleelev. Jeg nåede halvvejs til byen på min trehjulede cykel, men blev spottet fra køkkenvinduet af en af de nærmeste nabokoner, Kesses Karen Margrethe. Hun var så kæmpestor, og jeg husker skyggen, hun kastede, da hun indhentede mig på sin cykel og jog sin kæmpeklo i nakken på mig.
    – Hjem, kammerat.
    Fra dén dag lød jeg navnet Sputnik efter den russiske rumraket.
    Det var Frits, der gav mig navnet, Alfreds søn, og i øvrigt bror til Karen Margrethes Kesse. Senere omdøbte han mig til ’Iver med den glade Tone’, hvor end det så kom fra.
    Jeppe Nøragerhar citeretsidste år
    Selv om der blev bygget flere nye skoler i Frederikshavn, var skolerne overfyldte. Også Bangsbostrand Skole med op mod 800 elever. Det var en gammel skole af røde mursten, linoleum og med blege pastelfarver på væggene. Skolen var allerede slidt, da vi startede der, og stort set alle mursten i børnehøjde var kradset i overfladen med skarpe genstande. To hovedbygninger, en gammel, der bar præg af godt håndværk og murerfaglig kunnen, og en ny kasselignende og sjælløs blok. På første sal i denne kasse sad skoleinspektør Mayntzhusen og hans viceinspektør, Svend Åge Pedersen, forskanset imod larm og uorden.
    De to skolebygninger var forbundet af en gangbro og noget makværk, der må være kommet til engang i 50’erne. Og så var der lokummerne. Tunge grønne jerndøre, der ville kunne klippe samtlige byens fingre af i ét enkelt smæk, hvis det skulle være.
    Man kan træde ind i en lille, anonym landsbykirke uden at være hellig og dog fornemme, at der bor trøst og varme i bænke og vægge. Der boede ikke megen trøst i den skole, hvor jeg begyndte i 1963.
    Jeppe Nøragerhar citeretsidste år
    Når man tænker på den virkelighed, unger som os fra landet kom fra, er det klart, at vi umuligt kunne profitere af skoledisciplin og indlæring fra det øjeblik, vi ankom til byen. Hvordan i alverden skulle vi agere blandt 700-800 unger, os, der aldrig havde set mere end en lille flok samlet på ét sted. Hvordan skulle vi kunne koncentrere os og forstå indviklede regler for adfærd og vise tillid til fremmede voksne, lærerne, som var forbenede og desillusionerede? Enhver ved jo, at er man først kommet dårligt fra start, så … Det var som at sætte en flok forpinte chimpanser til at flyve en jumbojet.
    Jeppe Nøragerhar citeretsidste år
    Skolegården husker jeg mest som en krigszone – dog tilsat en følelse af at være midlertidigt løsladt. Alene de massive drikkekummer i granit og beton med det lille springvand kan give mig kuldegysninger den dag i dag. Dér røg en del fortænder.
    Frikvarter betød en pause fra timernes knude i maven. Men osse frygten for at få tæsk, at blive centrum for en stor kreds af hujende og heppende unger, mens man lå med ansigtet nede i asfalten. Og så hen og stå ’Under Klokken’ til hån og nidstirren. ’Klokken’ var det store ur på skolens gavl, hvorunder frikvarterets dømte blev stillet til skue, indtil det ringede ind.
    Jeppe Nøragerhar citeretsidste år
    Der var ikke noget med at ringe efter ambulancen. Alene det at komme til en telefon var ikke så enkelt. Man reparerede i stor stil sine skader selv på landet og som regel med en sukkerknald dryppet med kamferdråber. Jeg kender en historie om en dreng, der var blevet begravet i en mergelgrav, fordi han var i færd med at grave sig en hule. Da folk nåede frem, stak kun begge hans gummistøvler fri af brinken. Han blev båret livløs hjem på en dør og genoplivet med kamferdråber.
    Jeppe Nøragerhar citeretsidste år
    Men der var noget andet, som vi lærte og praktiserede meget bedre. For det er ikke, hvad en voksen beder et barn om at lære eller forsøger at true det til at lære, der hænger fast – i så fald kun dets skygger. Det er adfærden, stemningen i det, der praktiseres, som sætter sig.
    Jeppe Nøragerhar citeretsidste år
    Jeg kan dårligt forestille mig, at det var disse kompetencer i CV’et, han præsenterede sig med foran inspektør A. Mayntzhusen, da han søgte stilling som lærer på Bangsbostrand Skole. Vi unger vidste på en måde, at lærer Nielsens sværmeriske tilgang til sit embede næppe faldt i frugtbar jord, hvad angik skolens moral. Det, han foretog sig, var pjat, men måske fik han lov på grund af det med kørestolen. Begge dele gjorde, at vi elskede ham, og at vi aldrig glemmer ham
    Jeppe Nøragerhar citeretsidste år
    Mange år senere fik min far scannet sit hoved, fordi han led af susen for det ene øre og mente, at det måtte skyldes, at han kørte med åbent vindue i sin postbil, så han kunne ryge, uden at folks aviser kom til at stinke.
    – Som en forbandet hveps i hovedet døgnet rundt, sagde han.
    Scanningen viste, at han engang havde haft et kraniebrud, der ikke var blevet behandlet, men ellers helet fint. Men muligvis trykkede noget knoglevæv fra dengang på hørenerven.
    Min fars styrt fra hølæsset indskriver sig i en række af ulykker og især styrt fra højderne, som skulle vise sig at blive en af de vigtige tråde i min sangskrivning. Om disse hændelser senere.
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)