Rachel Cusk

hænderne på dem; han havde fået utallige trusler, juridiske og andre; han havde mødt folk der gav ham skylden for deres uheld, sygdomme og sammenbrud, somme tider for hele deres skæbne, for nogle mennesker – han pegede ned på gulvet under vores fødder – vil aldrig tage ansvar og er altid på udkig efter nogen de kan give skylden. Og uanset hvor indly

sagde han, men når nogen spørger mig om min mening, eller spørger mig hvordan jeg ville have gjort hvis det var op til mig, ser jeg stadigt oftere for mig at jeg bor et helt tomt sted, et sted hvor alle vinkler er rette og hjørnerne lige, og hvor der ikke er noget som helst, ingen farver eller former, måske ikke engang noget lys. Men det plejer jeg ikke at sige til kunderne, sagde han. Jeg vil nødigt have de tror jeg er helt ligeglad.

Han så på sit kraftige armbåndsur og sagde at han blev nødt til at gå: Han havde parkeret varevognen udenfor, og han vidste hvordan parkeringsvagterne heromkring var. Jeg gik med ham ud

vag aura af ubehag hang omkring hans store krop, som han ofte flyttede på som for at fordrive den, han lagde det ene tunge ben over det andet for så at skifte ben, han kast

Enhver forfatter der fornægtede det barnlige element af hævn i det de gjorde, var efter hans opfattelse en løgner. At skrive var bare en måde at tage retfærdigheden i egne hænder på. Hv

Det har forældre somme tider et problem med,« sagde han. »De får et barn der er en slags tavst vidne til deres liv, så bliver barnet voksent og begynder at plapre ud med deres hemmeligheder alle vegne, og det kan de ikke lide. Til dem vil jeg sige: Få en hund i stedet. I fik et barn, men i virkeligheden var det en hund I havde brug for, en som ville elske og a

»Det er sjovt,« sagde han, »at når forældre gør noget mod deres børn, så er det som om de tror at ingen kan se dem. Det er som om barnet er en forlængelse af dem selv: Når de taler til det, taler de til sig selv; når de elsker det, elsker de sig selv; når de hader det, er det deres eget jeg de hader. Man ved aldrig hvad der kommer, for uanset hvad, kommer det fra dem, ikke fra en selv, skønt de giver en skylden for det bagefter. Men man begynder at tro at det er kommet fra en selv – man kan ikk

som et skab der var stopfuldt af skrammel: Så snart han åbnede døren, ramlede det hele ud; det tog tid at få orden på sig selv. Og al den plapren, al den fortællen, var det som rodede allermest: At få styr på sproget var at få styr på vreden og skammen, og

Han tænkte stadig oftere på den tur, sagde han, som han havde glemt i samme øjeblik han var sammen med Marc, og egentlig aldrig rigtigt havde tænkt på siden. Det var måske fordi han nu rent faktisk var hjemløs, at han var begyndt at huske den igen, sådan som man af og til ikke husker noget før man igen befinder sig i samme situation, som om en del af en selv var blevet efterladt der. Han var begyndt at huske de vandrerhjem han havde boet på, de sovesale hvor han havde sovet mellem drenge og piger på hans egen alder fra hele verden, de billige caféer og markeder han havde været på, de hektiske bus- og togstationer og også selve rejserne, de lange, træge overgange fra ét klima og én kultur til en anden: Alt kom tilbage til ham, stadigt mere detaljeret.

Ensomhed, sagde hun, er når intet fæstner sig ved en, når intet trives rundt om en, når man begynder at tro at man slår ting ihjel bare ved at være til stede. Men når hun betragtede sin mor, der boede alene under så kummerlige forhold at de rent ud sagt ville være bedre tjent med at brænde hele huset ned når det blev tid til at sælge det, så hun en der var lykkelig i sin ensomhed, i sit arbejde.

om de even‍­tyr de havde læst da de var små, havde lært dem.