da

Ole Lund Kirkegaard

  • Juliehar citeretsidste år
    Sille.

    „Det der på muren,“ sagde Topper og pegede med tommelfingeren over skulderen.
    „Jamen, Topper,“ sagde Sille og lo. „Der står jo slet ikke noget på muren.“
    Topper drejede langsomt hovedet og så på muren. ALLE BOGSTAVERNE VAR BORTE.
    Det kønne, han havde skrevet til Sille, var sporløst forsvundet.
    Tilbage var
  • Juliehar citeretfor 5 måneder siden
    Topper,“ sagde hun så. „Du er skør.“
    „Ja,“ mumlede Topper. „Det ved jeg godt. Men jeg synes selv, at det så så pænt ud.“
    „Hvad for noget så pænt ud?“ spurgte
  • Juliehar citeretfor 5 måneder siden
    kun den hvide, kalkede mur og Silles lille, blå skygge.
    „Der narrede du mig nok,“ sagde Sille. „Jeg troede ellers, at du havde skrevet noget frækt om mig og dig.“
    Så hoppede hun op på cyklen, bøjede sig over styret og drønede ned mod havnen.
    Topper blev stående tilbage i morgensolen og stirrede efter hende, til hun forsvandt med fuld fart bag nogle sorte, tjærede træhuse.
    Det var sørens, tænkte han og følte på den lille blyant. Meget mystisk. Og mærkeligt. Måske er der noget i vejen med denne her blyant. Jeg tror, jeg vil prøve at skrive noget andet med den.
    Og denne gang skrev han:

    For det er lige, hvad hun er, tænkte Topper.
    „Hramm, KNAS,“ sagde det i det samme.
    Og inden Topper havde fået set sig om, var Sille drønet forbi igen.
    Det eneste, han nåede at se, var hendes rottehaler, der blafrede i vinden og støvet bag den gule cykel. Og da han for anden gang den dag vendte sig for at se, hvad han havde skrevet
  • Juliehar citeretfor 5 måneder siden
    om hende på den hvide mur, blev han ganske langsomt stiv i nakken af undren.
    DER STOD IKKE DEN MINDSTE SMULE PÅ VÆGGEN.
    Ikke ét bogstav stod der.
    Væggen var bare hvid og fuld af sollys, og rundt omkring ham duftede der af græs og tjære og nymalede fiskerbåde.
    „Denne her blyant,“ sagde Topper og holdt den op foran sig, „er den mærkeligste blyant, jeg nogen sinde har set. Den skal Viggo se.“
    Og så løb Topper op i byen for at finde sin ven Viggo.
  • Juliehar citeretfor 5 måneder siden
    . kapitel
    Viggo stod foran CAFÉ DEN BLÅ HAVKAT og malede barnevognen rød.
    „Se,“ skreg Topper på lang afstand og fægtede med armene. „Se, hvad jeg har fundet.“
    Viggo tabte forskrækket en stor klat rød maling ned ad sine bukser.
    „Her,“ råbte Topper forpustet og stak blyanten op under næsen på Viggo. „Har du måske set mage til blyant, hva’ Viggo?“
    „Øv,“ sagde Viggo og tørrede arrigt maling af sine bukser. „Nu bliver min mor rasende.“
    „Nej, det gør hun ikke,“ sagde Topper og klemte om blyanten. „For hun får ikke noget at vide om denne her særlige superblyant.“
    „Nå,“ sagde Viggo. „Men hun får noget at vide om klatterne på mine bukser.“
    „Skidt med klatterne,“ sagde Topper. „Vi maler bare dine bukser røde over det hele. Der er jo maling nok.“
    „Så bliver hun endnu mere rasende,“ peb Viggo.
    „Nå ja,“ sagde Topper. „Hun bryder sig måske ikke om farver. Det er der jo ikke noget at gøre ved. Men har du rigtig set, hvad jeg har her, gamle Viggo?“
    „Åh, den tåbelige blyant,“ sagde Viggo og vrissede surt. „Du render rundt og gør folk helt forvirrede med alt dit vrøvl om blyanter.“
    Og så gav han sig til at male igen.
    „Jamen, gode gamle Viggo,“ sagde Topper. „Det her er slet ikke en almindelig blyant.“
    „Alle blyanter er almindelige,“ mukkede Viggo. „Det siger min far selv. Han siger: Alle blyanter er nøjagtig lige almindelige.“
    „Ho, ho,“ sagde Topper og grinede. „Så er han slet ikke så klog alligevel, for ved du, hvad denne her blyant er for en, Viggo? Det er en forhekset blyant.“
    „Rend og hop,“ sagde Viggo.
  • Juliehar citeretfor 5 måneder siden
    „Når man skriver med den,“ sagde Topper, „så forsvinder alt det, man har skrevet, næsten lige med det samme.“
    „Ja,“ sagde Viggo surt. „Med et viskelæder.“
    „Nej,“ råbte Topper med fryd i stemmen. „Nej, bette Viggo. UDEN viskelæder eller noget.“
    Viggo tabte en ny klat.
    „Forsvinder det uden viskelæder?“ spurgte han og så mistroisk på Topper. „Det må jeg fortælle min far.“
    „Nej, hov, stop,“ sagde Topper og greb Viggo i kraven. „Den her blyant er der ingen andre end dig og mig, der skal vide noget om.“
    „Sådan en blyant har jeg aldrig hørt om før,“ sagde Viggo. „Er du sikker på, at alting forsvinder, når man skriver med den?“
    „Selvfølgelig,“ sagde Topper. „Jeg har prøvet den. Alting forsvinder og bliver væk. Kom, vi går op til mig og prøver den.“
    Og så halede han af sted med Viggo.
    På trappen mødte de viceværten hr. Holm, der var for nedadgående.
    „Go’dag, drenge,“ sagde hr. Holm. „Nå, vil I høre en rigtig god og uhyggelig historie?“
    „Nej,“ sagde drengene og stormede videre.
    „Hva’?“ sagde hr. Holm forbavset. „Jamen I plejer da at være helt vilde med at høre historier.“
    „Ikke i dag,“ råbte Topper. „Vi skal skrive.“
    „Du godeste,“ sagde hr. Holm. „Skrive. Nu har jeg aldrig hørt så galt. Ja. Ja, børn bliver da mere og mere underlige nu om stunder. Da jeg var barn, skrev vi sandelig kun, når læreren trak os i ørerne.“
    „Ja, det kan være,“ råbte drengene og forsvandt ind til Topper.
  • Juliehar citeretfor 5 måneder siden
    OG SÅ TRÅDTE DET UD MIDT PÅ GULVET.
    Med et snuptag smækkede Viggo døren i.
    „Hva … hvad skal vi nu gøre?“ hviskede han.
    „Se på den, selvfølgelig,“ sagde Topper og åbnede døren igen.
    Næsehornet var gået hen til vinduet og stod nu og gnavede i gardinet.
    Det var et stort, flot næsehorn, og det havde samme gule farve som væggen.
  • Juliehar citeretfor 5 måneder siden
    noget, Folmer. Du er dog min mand.“
    „Ud,“ pippede bageren og pustede sig op. „Ud herfra, eller jeg ringer efter politiet.“
    Det sidste hørte Viggo nu slet ikke, for han var allerede på vej til den næste bager.
    Langt om længe lykkedes det Viggo at skaffe fire rugbrød.
    Træt og ulykkelig slæbte han de tunge rugbrød hjem til det røde hus.
    Men i vinduet bag gardinerne til CAFÉ DEN BLÅ HAVKAT stod hans far og holdt øje med ham.
    Hmm, tænkte han og gned sig over skægstubbene på sin lange hage. De to knægte har ganske rigtigt noget for. Jeg må vist holde et vågent øje med dem.
  • Juliehar citeretfor 5 måneder siden
    Inde i Toppers stue hang der mange sære ting – både under loftet og på væggene. Det var alt sammen ting, som hans far havde haft med sig hjem fra de store have.
    Der hang udstoppede krokodiller og flade, støvede slangeskind, som lignede gråt madpapir. Der hang krumme sabler og tomme kokosnødder og små figurer, der var skåret ud i træ.
    Viggo skævede nervøst til krokodillerne.
    „Hvor skal vi skrive noget?“ spurgte han.
    „Ja, lad os nu se,“ sagde Topper. „Mon ikke vi kan bruge tapetet?“
    „Tapetet,“ stønnede Viggo og så endnu mere forskrækket ud. „Din mor bliver rasende gal så.“
    „Nix,“ sagde Topper. „Min mor bliver aldrig gal. Og for resten forsvinder det hele jo igen.“
    „Ja, lad os håbe det,“ sagde Viggo. „Hvad skal vi skrive?“
    „Vi skal slet ikke skrive,“ sagde Topper.
    „Hva’?“ sagde Viggo. „Jamen du sagde jo lige, at vi skulle skrive på tapetet.“
    „Ja,“ sagde Topper. „Men nu har jeg altså ombestemt mig. Vi skal ikke skrive – vi skal tegne. Vi tegner et kæmpestort næsehorn lige her.“
    Og så gav han sig til at tegne et næsehorn.
    „Jeg kan ikke rigtig lide det her,“ sagde Viggo og trippede. „Tænk, hvis det nu ikke kan gå af.“
    „Åhh, skidt med det,“ sagde Topper. „Det gør ikke noget, for jeg er god til at tegne næsehorn. Jeg tror, min mor vil blive glad for sådan en tegning.“
    Han tegnede videre, og efterhånden måtte Viggo indrømme, at det i grunden blev et ganske nydeligt næsehorn.
    „Så,“ sagde Topper, da han var færdig. „Nu går vi ud i køkkenet og drikker en fire-fem sodavand. Når vi kommer tilbage, så skal du bare se løjer, Viggo.“
  • Juliehar citeretfor 5 måneder siden
    De gik ud i køkkenet og fandt sodavand og rugbrød frem. Men de havde kun taget en lille slurk sodavand, da de hørte en mærkelig lyd inde fra stuen.
    „Hør,“ hviskede Viggo. „En lyd.“
    „Se efter, hvad det er,“ sagde Topper med munden fuld af rugbrød.
    „Måske er det noget farligt,“ sagde Viggo. „Jeg bryder mig ikke om farlige ting. “
    Men han kikkede alligevel forsigtigt ind gennem dørsprækken. Så smækkede han døren i med et brag.
    „Topper,“ hviskede han. „Den er der endnu.“
    „Nå,“ sagde Topper og drak en stor slurk sodavand.
    „Så må vi vente lidt endnu.“
    „Jamen, Topper,“ hviskede Viggo. Der er også noget andet.
    „Hvad for noget andet er der?“ spurgte Topper.
    „Den … den blinkede med øjet,“ hviskede Viggo.
    „Ha,“ råbte Topper. „Blinkede den med øjet? Det må jeg se.“
    Han hoppede ned fra køkkenbordet og åbnede døren.
    „Hååå,“ råbte Topper. „Du har ret, Viggo. Den blinker. Ork, mand, jeg har aldrig før set et tegnet næsehorn, der kunne blinke. Det er skægt.“
    „Det synes jeg ikke,“ sagde Viggo.
    I det samme udstødte næsehornet på væggen en høj, rumlende lyd og drejede hovedet.
    „Hjælp,“ skreg Viggo og gjorde et højt hop.
    „Scchys, stille,“ sagde Topper. „Du gør den jo bange, sådan som du råber op. Hej, næsehorn.“
    „Grummp, hork,“ sagde næsehornet.
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)