da

Stefan Zweig

  • Allan Andersenhar citeretfor 2 måneder siden
    Tryghedens århundrede blev forsikringsvæsenets gyldne tid. Man forsikrede hus og hjem mod indbrud og ildsvåde, sin jord mod hagl og uvejrsskader, sit legeme mod sygdom og ulykkestilfælde; man købte sig livrente med henblik på alderdommen, og sin lille datter i vuggen skænkede man en police på fremtidig medgift. Til sidst organiserede arbejderne sig og erobrede normaliseret løn og sygekasser; tjenere og tjenestepiger opsparede sig en alderdomsforsikring og indbetalte forud i en begravelseskasse beløbet til egen jordefærd. Kun den, der ubekymret kunne se fremtiden i møde, nød veltilpas nutiden.
  • Allan Andersenhar citeretfor 2 måneder siden
    Denne tro på det uafbrudte og uopholdelige »fremskridt« havde for hin tidsalder ligefrem en religions styrke i sig; man troede allerede mere på dette »fremskridt« end på Bibelen, og man mente, det var uomstødeligt bevist gennem de nye vidundere i videnskab og teknik, som hver dag bragte med sig.
  • Allan Andersenhar citeretfor 2 måneder siden
    Intet er mere forkert. Det: at blive rig betyder for jøden kun et mellemstadium, et middel til at nå det sande mål, og på ingen måde det virkelige mål. Jødens egentlige og dybeste ønske og immanente ideal er det: at kunne svinge sig op til åndsniveauet og et højere kulturelt samfundslag.
  • Allan Andersenhar citeretfor 2 måneder siden
    længe det endnu ikke lød på tugthus eller koncentrationslejr, blev mine bøger (i årene 1933 og 1934) trods alle vanskeligheder og chikanerier solgt næsten lige så talrigt som før. Den grandiose forordning »til det tyske folks værn« (»zum Schutz des deutschen Volkes«), der erklærede tryk, salg og spredning af vore bøger for statsforbrydere, måtte først gøres til lov, for at man med vold kunne få os trukket bort fra de hundredtusinder og millioner af tyskere, der endnu den dag i dag – hvis de måtte – hellere ville læse os og følge os i vort arbejde end alle de pludselige opreklamerede » Blut-und-Boden«-digtere.
    At få lov til at dele denne skæbne: den fuldstændige litterære eksistenstilintetgørelse i Tyskland med så eminente samtidige som Thomas Mann, Heinrich Mann, Franz Werfel, Freud, Einstein og mange andre, hvis arbejder jeg finder ulige vigtigere end mine egne, har jeg snarere følt som en ære end som en skam, og enhver martyrgestus er mig i den grad imod, at jeg kun ugerne omtaler, hvordan jeg blev draget med ind i den fælles skæbne.
  • Mkpcom73har citeretsidste år
    Leben und leben lassen« var den berømte wiener grundsætning, og den forekommer mig endnu den dag i dag mere human
  • Erik Johansen Jappehar citeretsidste år
    Hvis et under eller noget vidunderligt skal ske, er den første betingelse altid, at en enkeltperson tror på dette under. En uforbederlig persons naive mod kan netop der, hvor de lærde tøver, give det frugtbare skub fremad, og som for det meste er det også her en ren tilfældighed, der sætter det storslåede foretagende i gang.
  • Erik Johansen Jappehar citeretsidste år
    Ubarmhjertigt bliver først de uerfarne tropper, basjibozukkerne, sendt mod murene – deres halvnøgne kroppe tjener i sultanens angrebsplan på en måde kun som stormbukke, der er bestemt til at udmatte og svække fjenden, før kernetropperne bliver sat ind til det afgørende stormløb. Med hundreder af stiger løber de, pisket frem, i mørket, de klatrer op til tinderne, bliver kastet ned, løber atter op, igen og igen, for de har ingen vej tilbage: Bag ved dem, der blot er værdiløst menneske­materiale udset til at blive ofret, står allerede kernetropperne, som hele tiden driver dem frem mod den næsten sikre død.
  • Erik Johansen Jappehar citeretsidste år
    Nu kan der ikke ske noget lykkeligere for et åndfuldt menneske end at blive udelukket fra det offentlige, politiske liv; derved rykkes tænkeren, kunstneren ud af den sfære, der er uværdig for ham, og som kun kan beherskes med brutalitet eller listighed, og sender ham tilbage til hans indre urørlige og uforgængelige sfære. For et intellektuelt menneske bliver enhver form for eksil en tilskyndelse til indre fordybelse, og Cicero oplever denne velsignede modgang i det bedste og lykkeligste øjeblik.
  • Erik Johansen Jappehar citeretsidste år
    For anden gang er Marcus Tullius Cicero flygtet fra verden tilbage til sin ensomhed. Nu har han endegyldigt erkendt, at han som lærd mand, som humanist og rettens forsvarer lige fra begyndelsen var forkert placeret i en sfære, hvor magt gælder som ret, og hvor skrupelløshed virker mere befordrende end visdom og forsonlighed.
  • Erik Johansen Jappehar citeretsidste år
    Men nu, hvor han er tvunget til uvirksomhed, vil han i det mindste bruge den i overensstemmelse med Scipios fortrinlige ord; om sig selv sagde Scipio, at han ”aldrig havde været mere virksom, end når han ikke havde noget at gøre, og aldrig mindre ensom, end når han var alene med sig selv”.
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)