Kenneth Bøgh Andersen bor i Valby og er en af tidens mest populære forfattere blandt store børn og unge. Han har udgivet adskillige bøger indenfor gys og fantasy, deriblandt serien Den Store Djævlekrig og serien om Antboy. Han begyndte at skrive, da han gik i 10. klasse og skrev næsten 20 romaner. som blev afvist af forlagene, indtil han i 2000 debuterede med trilogien Slaget i Caïssa. Kenneth leger ofte i sine bøger med temaer og emner som ondskab, døden, Gud, skæbnen og den fri vilje. Han har modtaget flere priser, hans bøger er udkommet i over 13 lande og flere af bøgene er solgt til filmatisering, herunder Antboy, der er blevet en stor succes i ind-og udland. Kenneth er stor fan af Stephen King og Bruce Lee og har gået til fem forskellige former for kampsport, men han er aldrig nået længere end til det hvide bælte. Han skriver, når han har lyst, og han skriver, når han ikke har.