Thomas Korsgaard er en dansk forfatter (f. 1995), der er vokset op på en kvægfarm uden for Skive, og som 17-årig flyttede han alene til København. Denne opvækst er også delvis inspiration til hans omtalte selvbiografiske romantrilogi om den unge Tue.
Thomas Korsgaards debutroman Hvis der skulle komme et menneske forbi fra 2017 er første bog i romantrilogien, som også består af En dag vil vi grine af det fra 2018 og Man skulle nok have været der fra 2021. I trilogien følger vi Tue op gennem barndom og ungdom, hvor han kæmper med familierelationer og livet i udkanten. Foruden den omdiskuterede og populære trilogi om Tue har Thomas Korsgaard også udgivet novellesamlingen Tyverier i 2019 og et par børnebøger i samarbejde med Frida Brygmann.
I 2021 vandt Thomas Korsgaard boghandlernes prestigefyldte pris De Gyldne Laurbær for Man skulle nok have været der — den sidste bog i trilogien om Tue. Dermed blev han i en alder af 26 år den yngste til nogensinde at vinde denne pris.