Lilian Munk Rösing

I en forbløffende fart dannede vi alle sammen bittesmå isolerede, vandtætte celler hvor vi unge par og forældre sås og betragtede de ugifte som en umoden art der hverken kendte til gældsbreve, de små Bledina-glas med babymad eller Dr. Spock, og hvis frihed til at komme og gå krænkede os en lille smule.

Intet af det man hidtil havde betragtet som normalt, var en selvfølge. Familien, uddannelsen, fængselsvæsnet, arbejdet, ferien, vanviddet, reklamerne, hele virkeligheden var til eksamen, inklusive det man sagde når man kritiserede den, idet man blev opfordret til grundigt at granske den dybere bevæggrund for sin kritik, hvor taler du fra? Samfundet gik ikke længere sin naive gang. At købe en bil, bedømme en opgave, føde, alt havde betydning.

Og vi der ikke lod os narre, vi der lavede seriøse analyser af reklamens farer med eleverne og gav dem stileemner som “Er lykken at eje ting?”, vi købte et hi-fi-musikanlæg i FNAC, en Grundig-radio med kassetteafspiller, et Bell og Howell super 8-kamera og følte at vi brugte moderniteten til intelligente formål. For os og gennem os blev forbruget forædlet.

Der var ikke meget der forstyrrede min ro. Jeg imødeså livet som en lykkelig opdagelsesrejse, og mod døden forsvarede troen mig: Jeg ville lukke øjnene, og i et lynglimt ville snehvide englehænder løfte mig op i himlen.

„Dumme“ var før i tiden noget min søster og jeg kaldte børn som kedede os; nu var der mange voksne vi kaldte dumme, og særligt frøkenerne. De salvelsesfulde prædikener, de højtidelige remser, de store ord, de skabagtige fraser, alt det var dumhed; det var dumt at tillægge bagateller stor betydning, at holde stædigt fast i skik og brug, at foretrække vante forestillinger og forudfattede meninger frem for fakta. Topmålet af dumhed var at tro at vi ville sluge de dydige løgne som man serverede for os. Vi lo af dumheden, den var noget af det vi virkelig kunne more os over, men den havde også noget skræmmende over sig. Hvis den fik magten, ville vi ikke længere have ret til at tænke, at gøre nar, at
have virkelige ønsker og virkelige glæder. Man måtte bekæmpe den eller opgive at leve.

Nej, hvis arbejderne hadede borgerskabet, var det fordi de vidste at det var dem overlegent. Kommunisme og socialisme kunne kun forklares af misundelse. „Og misundelse,“ sagde min far, „er en grim følelse“.

Jeg fandt det så meget desto mere rædselsfuldt at dø som jeg ikke så nogen grunde til at leve.

Alligevel elskede jeg livet, lidenskabeligt.

Den dag jeg blev nitten, skrev jeg, i Sorbonnes bibliotek, en lang dialog hvor to stemmer der begge var mine, skiftedes til at udtale sig: Den ene fremførte altings tomhed, afskyen og leden; den anden hævdede at det er smukt at være til, om det så var ørkesløst. Fra den ene dag til den anden, fra den ene time til den anden gik jeg fra mismod til hovmod. Men hele efteråret og hele vinteren var det der var fremherskende i mig, angsten for en dag at finde mig selv „besejret af livet“.

Vi talte om mange ting, men især om et emne som interesserede mig mere end nogen andre: mig selv. De andre indlemmede mig i deres egen verden når de foregav at forklare hvem jeg var, de irriterede mig; Sartre derimod forsøgte at placere mig i mit eget system, han forstod mig i lyset af mine værdier, mine planer.

Han regnede helt sikkert ikke med at leve en tilværelse som embedsmand; han hadede rutiner og hierarkier, karrierer, hjemmet, rettigheder og pligter, alt det alvorlige i livet. Han havde svært ved tanken om at skulle have et job, kollegaer, overordnede, regler man skulle overholde og pålægge andre; han ville aldrig blive familiefar og heller ikke en gift mand. Med det sværmeri der lå i tiden, og med sine treogtyve år drømte han om store rejser: Han ville tage til Konstantinopel, og omgås havnearbejderne; han ville rejse til samfundets bund og drikke sig fuld sammen med alfonserne; han ville rejse verden rundt, og hverken Indiens pariaer eller præsterne fra Athos-bjerget eller fiskerne fra Newfoundland ville have nogen hemmeligheder for ham. Han ville ikke slå rod nogen steder, og han ville ikke belemre sig med nogen ejendom overhovedet; ikke for at forblive disponibel uden noget formål, men for at kunne bevidne alt.