”
“Vi vil bare gerne hjem for helvede! Hvor længe skal I være i vores hus? I må for helvede være færdige med os nu!”
Der er noget ved Hauges udbrud, der undrer Thulin. Det er ikke første gang, den 43-årige IT-udvikler udtrykker utålmodighed over politiets afspærring og undersøgelse af huset, og hendes logiske sans siger hende, at Hauge i stedet burde være interesseret i, at politiet tager sig tid til at sikre de spor, der måtte være. På den anden side er huset allerede blevet tjekket så mange gange på kryds og på tværs, at de for længst ville have fundet ud af det, hvis der var noget, Hauge forsøgte at skjule, så hun er nødt til at forlige sig med tanken om, at han rent faktisk tænker på drengens ve og vel.
“Min klient skal selvfølgelig have forståelse for jeres undersøgelser. Men er han fri til at gå?”
Hans Henrik Hauge ser anspændt på Thulin. Hun ved, at hun må lade ham gå, og om lidt er hun nødt til at informere Nylander om, at de stadig træder vande i sagen om drabet på Laura Kjær. Nylander vil uden tvivl være kort for hovedet, når han beder hende om at få fingeren ud og undgå mere spild af tid og mandskab, og i øvrigt spørge, hvor fanden Hess er henne. Det sidste