Søren Sveistrup

Marius Larsen slipper speederen og tager farten af i svinget, mens han husker sig selv på, at han skal give besked til kommunens vejafdeling, så de kommer helt herud med fejemaskinen. Hvis bladene bliver liggende for længe, giver det usikkert vejgreb, og den slags kan koste liv. Marius har sagt det mange gange før. Han har været betjent i 41 år, leder af politistationen de sidste 17, og hvert efterår er det nødvendigt at minde dem om det.

Det var pludselig gået op for hende, at Genz stod med en økse. Stod bare og lod den hænge ned som en forlængelse af sin arm.

“Det var risikabelt af mig at bruge kastanjerne her fra gården. På et senere tidspunkt vil du måske få lejlighed til at forstå, at det var nødt til at være lige præcis dem.”

Et kort øjeblik havde hun stirret. Så var det gået op for hende, hvad det var, han havde sagt, og hun havde forstået, hvor katastrofalt det havde været at bede ham om hjælp. Hun havde løftet armen for at rette pistolen mod ham, men i det samme svingede han øksen med den stumpe ende forrest. Hun havde nået at rykke hovedet, men ikke nok, og hun var først vågnet igen med en dundrende hovedpine i det mørke bagagerum.

Men hvem ville undre sig længe over tilstedeværelsen af en kastanjemand i september eller oktober måned?

Selvom kriminalinspektørens teori lød plausibel, troede han ikke et øjeblik på, at den var sand.

Marius stirrer på dem, deres antal og forskellighed, og de små figurer på hylderne fylder ham med usikkerhed, mens drengen træder ind ad døren bag ham.

Så får han øje på de skæve træhylder gennem døren til det tilstødende rum.

“Ikke nu, og det har du heller ikke.

utålmodigt teknikerens svar over radioen, mens hun forsøger at komme uden om kommunens køretøj

Le havde modtaget beskeden med stor frustration, fordi den betød, at Thulin heller ikke i aften ville få tid til at hjælpe hende med at komme til næste level i League of Legends, som hun havde viet sit liv til, og Thulin måtte igen sande, at hun havde været for meget væk hjemmefra.
“Kom nu, du skal spise! Hvis morfar ikke har spist, kan I spise sammen.”

”
“Vi vil bare gerne hjem for helvede! Hvor længe skal I være i vores hus? I må for helvede være færdige med os nu!”
Der er noget ved Hauges udbrud, der undrer Thulin. Det er ikke første gang, den 43-årige IT-udvikler udtrykker utålmodighed over politiets afspærring og undersøgelse af huset, og hendes logiske sans siger hende, at Hauge i stedet burde være interesseret i, at politiet tager sig tid til at sikre de spor, der måtte være. På den anden side er huset allerede blevet tjekket så mange gange på kryds og på tværs, at de for længst ville have fundet ud af det, hvis der var noget, Hauge forsøgte at skjule, så hun er nødt til at forlige sig med tanken om, at han rent faktisk tænker på drengens ve og vel.
“Min klient skal selvfølgelig have forståelse for jeres undersøgelser. Men er han fri til at gå?”
Hans Henrik Hauge ser anspændt på Thulin. Hun ved, at hun må lade ham gå, og om lidt er hun nødt til at informere Nylander om, at de stadig træder vande i sagen om drabet på Laura Kjær. Nylander vil uden tvivl være kort for hovedet, når han beder hende om at få fingeren ud og undgå mere spild af tid og mandskab, og i øvrigt spørge, hvor fanden Hess er henne. Det sidste