Kim Leine

at blive gravide, men ikke kan, kvinder der alt for let bliver gravide og ønsker at få sat en stopper for det.

Min fødselsdag d. 28. august falder sammen med fødslen af en dansk prins. Begivenheden synes at udløse en epidemi af fødsler i byen. Hver eneste vugge på afdelingen er optaget af en nyfødt, i en af dem ligger et tvillingepar, en d

Det er sådan vi kan stå i kontakt med fortidens mennesker, hvordan de levede, hvad de følte og tænkte.

Ja, vi har en pro‍­fil på ham, så jeg ved da hvem han er.

Han kan hverken tænke eller arbejde derhjemme, det eneste han kan finde ud af, er at spise og sove.

De kan være ganske rolig, siger russeren.

Han er den eneste der kan hjælpe mig

Der sker ikke noget slemt.

hænders berøring ud af hovedet. Det var ti afgørende minutter som hun ikke ville bytte med hvilken som helst måned eller år i sit liv. Da hun gik ud af kirken, var hun hans, og verden uden for kirken var ikke helt den samme.
Hun har holdt sit løfte til den russiske præsident. Hendes blog er det forsigtige, men vedvarende pres hun lægger på den danske opinion for at styre den væk fra EU og NATO og i retning af Rusland. Og det er ikke for Ruslands skyld hun gør det, men for Danmarks.
Hun kan mærke forbindelsen til Putin, næsten som noget fysisk. Måske sidder han og smiler sit Mona Lisa-smil og nikker anerkendende til hendes blog og tænker på hende. Hun ville ønske hun kunne tage derover og komme i audiens hos ham. Privat, kun de to. Lukke døren bag sig, den bevæbnede garde udenfor. Han drejer hovedet, ser på hende og hilser: Zdravstvujte, Karoliin. Så trykker han på en knap og giver ordre over intercom’en om ikke at blive forstyrret. Han rejser sig, slår ud med hånden mod en sofagruppe i rokokostil. Sid ned, Karoliin. Jeg har ventet Dem. Hun smiler drømmende frem for sig og mærker en mild stramning i underlivet. Så driver fantasien væk som tåge, hun fniser ad sig selv og genoptager sit arbejde.
Hendes indbakke er som altid fuld af nye mails. Hun kigger på tallet: 137 ulæste siden i går. Flere af dem er det sædvanlige had, fordækte trusler og andre nedrigheder, men der er også masser af fanmails. Heldigvis behøver hun ikke læse dem. Hun afmærker de allerfleste og videresender dem til sekretæren der gør et eller andet, sletter formentlig de fleste, sender nogle af dem videre til PET og besvarer resten med en standardskrivelse. Hver eftermiddag har de et kort møde hvor de gennemgår de få mails der er relevante, og som hun dikterer et svar på, eventuelt efter en kort forespørgsel hos en kollega.
Hun skanner hurtigt indbakken og bemærker nu en mail fra en russisk afsender. Hun åbner den og ser at der er tale om chefredaktøren på avisen Komsomolskaja Pravda. Hun sætter sig til rette og læser. Han indleder med