Kim Leine

Kim Leine (f. 1961) er en dansk-norsk forfatter, der særligt er blevet kendt for sine barske historier. Han blev født i Norge men flyttede sidenhen til Danmark, og han har efterfølgende også boet i Grønland. Alle disse steder bliver også behandlet dybdegående i Kim Leines bøger.

Kim Leines opvækst i Norge er særligt præget af familiens tilknytning til Jehovas Vidner. I en alder af blot fem år valgte hans far dog at bryde med denne tro og flytte til København. Kim Leine valgte også at flytte fra familien i Norge og opsøge sin far i Danmark i en alder af sytten år, og i denne periode begyndte ligeledes nogle incesturiøse forhold, hvor Leine blev misbrugt seksuelt af sin far. Kim Leine blev sidenhen uddannet som sygeplejerske og fik job i Nuuk, hvor hele hans familie flyttede med. Opholdet i Grønland gjorde heller ikke noget godt for ham, og efter utallige affærer og meget alkohol endte han i et stofmisbrug, som han kom endeligt ud af i 2004. Og i 2007 kunne han endelig påbegynde sin forfatterkarriere.

Oplevelserne med at bryde ud af Jehovas Vidner, den incesturiøse adfærd fra faren og hele identitetsskabelsen op igennem livet i både Norge, Danmark og Grønland beskæftiger Kim Leine sig med i erindringsværket Kalak (2007), som blev hans litterære debut og gennembrud. En roman, hvor han sætter ord på de barske oplevelser, han har haft.

Andre af Kim Leines bøger tæller blandt andet Tunu (2009), Afgrunden (2015), Karolines kærlighed (2022) og ikke mindst Profeterne i Evighedsporten (2012), den første bog i en trilogi om Grønland, som han vandt både De Gyldne Laurbær, Politikens Litteraturpris og Weekendavisens Litteraturpris for.