Hans Gregersen

Aksel Gyldenstierne kom for øvrigt også til at mærke, at pantesummen stadig forhøjedes, så nu drejede det sig om et beløb på 12.253 gamle dalere. At Aksel Gyldenstierne blev lensmand på Voergård skyldtes de forhandlinger, som i foråret 1573 var i gang mellem kong Frederik og Frands Banner – svoger til Ingeborg Skeel – om et større mageskifte, der skulle omfatte Banners hovedgård, Rygård på Sjælland, og Voergård

Ifølge mageskiftet skulle kronen først have Vinderslevgård efter Karen Krabbes død, mens kongen til gengæld fik henstand med at betale de godt 3000 daler, hvormed kronen havde behæftet det spredte gods, der fra 1579 blev underlagt Voergård.

I 1573 begyndte de langvarige forhandlinger mellem kong Frederik og Karen Krabbe, der først i 1578 endte med det mageskifte, der førte Voergård på private hænder.

Af denne fremgik det, at det meste af gårdens gods fandtes i Voer og Albæk sogne – eksempelvis 22 gårde, 2 småsteder og 10 gadehuse i Voerså – mens den sidste femtedel lå spredt rundt omkring. Der nævnedes således gårde i for eksempel Øster Brønderslev, Understed, Hørby og Flade. Foruden de mange gårde, huse og bol medgik også flere møller, kronens rettigheder i en del kirkegods og vidtstrakte skovområder i mageskiftet. Til gengæld for det netop nævnte gods fik kronen Skeel-familiens gamle besiddelse Nygård i Brusk herred, hvorunder hørte en del spredt jysk gods.

Året efter skete yderligere en samling af godset omkring Voergård, idet et nyt mageskifte da blandt andet sikrede fru Karen og Otte Banner – igen på Ingeborg Skeels vegne – en række gårde, der naturligt hørte under Voergård. Til gengæld fik kronen sædegården, Skovsgård, ikke langt fra Hjarbæk fjord og Skeel’ernes hovedgård, Vinderslevgård, der lå mellem Viborg og Silkeborg.

Den sidste gang, Otte Banners navn findes i officielle skrivelser, er 8. november 1585 – godt en måned før hans død –

Mogens Juels og fru Ingers gavmildhed overfor de fattige i Sæby blev i 1583 fulgt op af Ingeborg Skeel, der 24. august udsendte følgende gavebrev:

Brevet er udstedt 13. oktober

1604, kun fire dage før Ingeborg Skeels død, og lyder – tillempet moderne sprogbrug – således:

Allerede i 1588 søgte hun om at blive fri for »at føre det landgildekorn, hun har at sælge, til Aalborg, Sæby eller andre steder, der ligger langt fra hendes gård« for i stedet at lade det udskibe fra de »ladesteder«, der var »hendes gårde og gods nærmestliggende«. Som kompensation for ikke at svare told af sit korn ved udskibningen fra egne ladesteder, tilbød hun et årligt beløb på 100 gamle daler, som efter fru Ingeborgs mening endda var »mere end tolden kan beløbe sig til«.