Annie Ernaux

Når man til aftenmessen havde istemt vi forsager Djævelen og alle hans gerninger, vi tror på Jesus Kristus, kunne man fritage sig selv fra religionsudøvelse; så var man slået til kristen og udstyret med den nødvendige og tilstrækkelige bagage til at føle sig integreret i det herskende fællesskab samt en garanti for at der helt sikkert er noget efter døden.

I en forbløffende fart dannede vi alle sammen bittesmå isolerede, vandtætte celler hvor vi unge par og forældre sås og betragtede de ugifte som en umoden art der hverken kendte til gældsbreve, de små Bledina-glas med babymad eller Dr. Spock, og hvis frihed til at komme og gå krænkede os en lille smule.

Intet af det man hidtil havde betragtet som normalt, var en selvfølge. Familien, uddannelsen, fængselsvæsnet, arbejdet, ferien, vanviddet, reklamerne, hele virkeligheden var til eksamen, inklusive det man sagde når man kritiserede den, idet man blev opfordret til grundigt at granske den dybere bevæggrund for sin kritik, hvor taler du fra? Samfundet gik ikke længere sin naive gang. At købe en bil, bedømme en opgave, føde, alt havde betydning.

Og vi der ikke lod os narre, vi der lavede seriøse analyser af reklamens farer med eleverne og gav dem stileemner som “Er lykken at eje ting?”, vi købte et hi-fi-musikanlæg i FNAC, en Grundig-radio med kassetteafspiller, et Bell og Howell super 8-kamera og følte at vi brugte moderniteten til intelligente formål. For os og gennem os blev forbruget forædlet.

Senere indså jeg at denne situation skånede mig for illusionen om at vi var fuldstændig forbundne eller endda forenede. Fordi hans fransk afveg en smule fra den sædvanlige sprogbrug, og fordi jeg af og til var lidt i tvivl om hvad han mente med et bestemt ord, slog det mig hele tiden hvor tilnærmelsesvise vores samtaler var. Jeg havde det privilegium at jeg lige fra begyndelsen og hele vejen igennem var fuldt ud bevidst om dét man altid ender med at finde ud af, fuld af forbløffelse og forvirring: at den mand man elsker, er en fremmed.

taget af sted igen. Jeg oplevede lysten som en fremtidig smerte

Når han ringede for at aftale et møde, havde det opkald jeg havde ventet på i hundred år, ingen indvirkning på mig, jeg befandt mig i den samme smertelige anspændelse som før. Jeg var trådt ind i en tilstand hvor end ikke den virkelige lyd af hans stemme kunne gøre mig glad længere. Alt var et endeløst tomrum, bortset fra det øjeblik vi var sammen og elskede. Og selv da tænkte jeg med gru på det næste øjeblik, hvor han ville være taget

halvt udviskede fresker i Santa Croce gjorde dybt indtryk på mig på grund af min historie, der en dag ville være ligesom dem: falmede stumper i hans erindring, og i min.

ften fik jeg en flygtig lyst til at tage en hiv-test: “Så ville han da i det mindste have givet mig det.”

De eneste jeg formåede at omgås, var folk jeg havde kendt da jeg havde mit forhold til A. De indgik i min lidenskab. Selv om de ikke interesserede mig, og jeg ikke havde nogen respekt for dem, havde jeg en slags ømhed for dem.