Den passive bestyrelse
• Det er den traditionelle bestyrelse. Bestyrelsens aktivitet og deltagelse er på et minimum, og arbejdet er stort set alene baseret på direktørens eller den daglige ledelses input. Bestyrelsen har begrænset selvstændighed. Hovedopgaven er at godkende direktionens beslutninger, herunder måske det årlige budget og regnskab.
Den kontrollerende bestyrelse
• Denne model afspejler, at der i bestyrelsen er en ansvarlighed i forhold til aktionærerne. Bestyrelsen arbejder seriøst med at holde øje med, at virksomheden er ordentligt ledet, og at direktionen lever op til bestyrelsens overordnede krav om indsigt og dygtighed. Bestyrelsen går også ind i planlægning af en efterfølger til den administrerende direktør.
Den engagerede bestyrelse
• I denne model fungerer bestyrelsen som en partner for direktionen. Bestyrelsen bidrager med indsigt, rådgivning og støtte til nøglebeslutninger. Bestyrelsen erkender sit ansvar for at overvåge direktionen og selskabets præstationer. Bestyrelsen har grundige drøftelser og overvejelser om afgørende beslutninger – eksempelvis strategi og investeringer, og den definerer aktivt sin egen rolle og grænserne i forhold til direktionen.
Den intervenerende bestyrelse
• Denne bestyrelsestype er almindelig i selskaber i krise. Bestyrelsen bliver dybt involveret i nøglebeslutninger for selskabet, og der afholdes hyppige møder med intense drøftelser, ofte indkaldt med kort varsel.
Den operationelle bestyrelse
• Denne bestyrelsestype arbejder med et særdeles dybt engagement i virksomhedens udvikling. Bestyrelsen træffer selvstændigt nøglebeslutninger, som direktionen så fører ud i livet. Denne model er mest almindelig i unge, nyetablerede virksomheder, hvor direktøren har specialistviden og erfaring, men mangler ledelseserfaring.
Kilde: Nadler, 2004
Formålet med at skitsere disse forskellige kategorier er ikke, at enhver bestyrelse skal kunne placeres ind i på forhånd definerede kasser. Der er tale om arketyper, om grundtyper, som man kan bruge til at diskutere og reflektere ud fra. Bestyrelser i den virkelige verden kan let bevæge sig frem og tilbage imellem de forskellige kategorier, afhængig af hvilke typer af problemstillinger de står over for. En ellers passiv bestyrelse, hvis virksomhed pludselig kommer ud i en krise, vil muligvis i en kortere periode agere som en intervenerende bestyrelse og afskedige den administrerende direktør for så at virke som en operationel bestyrelse, indtil en ny administrerende direktør er ansat (Nadler, 2004).
Spørgsmålet om, hvordan en bestyrelse vil handle og agere, og hvor engageret den vil være, vil altid dreje sig om, hvilken filosofi og hvilke opfattelser bestyrelsen har vedrørende sin egen rolle. At have den diskussion i virksomheden, dels i bestyrelsen og dels mellem bestyrelse og direktion, er et meget vigtigt første skridt mod bedre bestyrelsesarbejde. Bestyrelsen vil måske opdage, at den er meget uenig med virksomhedens ledelse om bestyrelsens rolle, eller a