Simone de Beauvoir

Man ved kun alt for lidt om, hvad ordet lykke indebærer, og endnu mindre om de faktiske værdier, det dækker over. Det lader sig absolut ikke gøre at måle andres lykke, men intet er lettere end at betegne den situation, man vil påtvinge andre, som lykkelig.

Kvinden er svagere end manden, hun har mindre muskelkraft, færre røde blodlegemer, mindre åndedrætskapacitet. Hun løber ikke så hurtigt, løfter ikke så tunge ting, der findes så godt som ingen sportsgren, hvor hun kan konkurrere med manden. Hun kan ikke tage kampen op med ham. Til denne svaghed føjer sig hendes mangel på stabilitet og beherskelse og den førnævnte skrøbelighed. Det er kendsgerninger. Hun er derfor hæmmet i sin erobring af verden. Hun ejer ikke samme sikkerhed og forfølger ikke med samme udholdenhed sine planer, som hun da heller ikke har så let ved at realisere. Med andre ord er hendes individuelle liv ikke så rigt som mandens.

Psykoanalysen har i særdeleshed ikke haft held til at forklare, hvorfor kvinden er det Andet, for selv Freud indrømmer, at faderens suverænitet er årsagen til, at man tillægger penis så stor betydning, og tilstår, at han intet ved om oprindelsen til hankønnets førende stilling.

Mennesket afskyr tanken om vilkårlighed og død, derfor hader det også alt, hvad der minder det om, at det selv er avlet. Det ville helst fornægte sin dyriske oprindelse, for netop igennem sin fødsel er det prisgivet naturens tilintetgørende magter.

Der var ikke meget der forstyrrede min ro. Jeg imødeså livet som en lykkelig opdagelsesrejse, og mod døden forsvarede troen mig: Jeg ville lukke øjnene, og i et lynglimt ville snehvide englehænder løfte mig op i himlen.

„Dumme“ var før i tiden noget min søster og jeg kaldte børn som kedede os; nu var der mange voksne vi kaldte dumme, og særligt frøkenerne. De salvelsesfulde prædikener, de højtidelige remser, de store ord, de skabagtige fraser, alt det var dumhed; det var dumt at tillægge bagateller stor betydning, at holde stædigt fast i skik og brug, at foretrække vante forestillinger og forudfattede meninger frem for fakta. Topmålet af dumhed var at tro at vi ville sluge de dydige løgne som man serverede for os. Vi lo af dumheden, den var noget af det vi virkelig kunne more os over, men den havde også noget skræmmende over sig. Hvis den fik magten, ville vi ikke længere have ret til at tænke, at gøre nar, at
have virkelige ønsker og virkelige glæder. Man måtte bekæmpe den eller opgive at leve.

Nej, hvis arbejderne hadede borgerskabet, var det fordi de vidste at det var dem overlegent. Kommunisme og socialisme kunne kun forklares af misundelse. „Og misundelse,“ sagde min far, „er en grim følelse“.

Jeg fandt det så meget desto mere rædselsfuldt at dø som jeg ikke så nogen grunde til at leve.

Alligevel elskede jeg livet, lidenskabeligt.

Den dag jeg blev nitten, skrev jeg, i Sorbonnes bibliotek, en lang dialog hvor to stemmer der begge var mine, skiftedes til at udtale sig: Den ene fremførte altings tomhed, afskyen og leden; den anden hævdede at det er smukt at være til, om det så var ørkesløst. Fra den ene dag til den anden, fra den ene time til den anden gik jeg fra mismod til hovmod. Men hele efteråret og hele vinteren var det der var fremherskende i mig, angsten for en dag at finde mig selv „besejret af livet“.

Vi talte om mange ting, men især om et emne som interesserede mig mere end nogen andre: mig selv. De andre indlemmede mig i deres egen verden når de foregav at forklare hvem jeg var, de irriterede mig; Sartre derimod forsøgte at placere mig i mit eget system, han forstod mig i lyset af mine værdier, mine planer.