Ernest Hemingway

Forfatteren havde hele tiden siddet med et temmelig fjoget udtryk i ansigtet, undtagen når han beundrende så på sin kone. Man måtte være forfatter eller socialassistent i nødhjælpsprogrammet for at kunne gifte sig med et menneske, der så sådan ud, tænkte Freddy. Føj for fanden, hvor var hun forfærdelig!

Jeg spadserede ned til en sidegade, som var en genvej til hospitalet.

Jeg har altid ment, at der kun er én ting, som virkelig tæller, nemlig ens egen karriere, og ligesom en general, der udkæmper et slag, ville jeg ofre, hvad det skulle være, for mit arbejdes skyld, og jeg ville ikke tillade mig selv at blive for glad for noget, som jeg kunne miste igen. Men jeg har efterhånden lært, at man ikke opnår succes, mens man lever; den eneste succes, der tæller, mens man lever, er det at tjene mange penge. Den målestok vil jeg ikke have noget at gøre med. Så jeg vil arbejde for succes i eftertiden, og jeg vil passe godt på mine tropper [familien] og ikke lide nogen nederlag med min gode vilje, og jeg vil nyde de ting, som jeg har, mens jeg har dem.