da

Charles Dickens

    benteskouhar citeretfor 2 år siden
    Selv den kraftigste regn og sne og hagl og slud kunne kun prale af én ting sammenlignet med ham: De øste ofte i rigt mål, hvad Scrooge aldrig gjorde.
    Heidi Og Lars Jespersenhar citeretfor 2 år siden
    Marley var død. Det kan der overhovedet ikke herske tvivl om.
    Heidi Og Lars Jespersenhar citeretfor 2 år siden
    Om Scrooge vidste, at han var død? Selvfølgelig. Hvordan kunne det være anderledes? Scrooge og Marley havde været kompagnoner i jeg ved ikke hvor mange år. Scrooge var hans eneste eksekutor, eneste administrator af hans bo, eneste forbundsfælle, eneste arving, eneste ven og eneste efterladte.
    Heidi Og Lars Jespersenhar citeretfor 2 år siden
    Og selv Scrooge var ikke mere slået ud af den triste begivenhed, end at han, som den fremragende forretningsmand han var, viste afdøde den sidste ære ved at gøre en glimrende forretning på den selvsamme dag, begravelsen fandt sted.
    Heidi Og Lars Jespersenhar citeretfor 2 år siden
    Men den gode Scrooge var en ubarmhjertig gnier. En begærlig gammel synder, der masede, vred, greb og skrabede til sig! Hård og skarp som flint, hvoraf intet stål nogen sinde havde slået gavmilde gnister; indelukket, selvtilstrækkelig og ensom som en østers. En indre kulde fastfrøs hans ældede træk, bed i hans spidse næse, rynkede hans kinder, gjorde hans gang stiv, hans øjne røde, hans tynde læber blå og hans stemme skurrende. Et skær af rimfrost dækkede hans hår, øjenbryn og kindskæg. Han bar sine kuldegrader med sig overalt; afkølede sit kontor i hundedagene og opvarmede det ikke én grad ved juletid.
    Heidi Og Lars Jespersenhar citeretfor 2 år siden
    Selv den kraftigste regn og sne og hagl og slud kunne kun prale af én ting sammenlignet med ham: De øste ofte i rigt mål, hvad Scrooge aldrig gjorde.
    Heidi Og Lars Jespersenhar citeretfor 2 år siden
    Engang – af alle årets dage selveste juleaften – sad gamle Scrooge travlt beskæftiget i sit kontor.
    Heidi Og Lars Jespersenhar citeretfor 2 år siden
    Døren til Scrooges kontor stod åben, så han kunne holde øje med sin skriver, der sad i en trist lille celle – nærmest en kasse – ude foran og renskrev breve. Scrooge havde en meget svag ild brændende i sin kamin, men skriverens ild var så overordentlig meget svagere, at den lignede ét stykke kul. Men han kunne ikke lægge på den, for kulkassen stod inde hos Scrooge; og skriveren kunne være sikker på, at dukkede han op med kulskovlen, ville hans arbejdsgiver forudsige, at deres veje måtte skilles. Så han iførte sig i stedet sit hvide uldne halstørklæde og forsøgte at varme sig ved stearinlyset; hvilket, da hans indbildningskraft var begrænset, ikke lykkedes.
    Heidi Og Lars Jespersenhar citeretfor 2 år siden
    »Endnu en af slagsen,« mumlede Scrooge: »Min skriver, med femten shillings om ugen og kone og børn, snakker om en glædelig jul. Jeg tror, jeg lader mig indlægge på galeanstalten.«
    Heidi Og Lars Jespersenhar citeretfor 2 år siden
    »På denne velsignede årstid, Mr. Scrooge,« sagde herren og fandt en pen frem, »er det i særlig høj grad ønskeligt, at vi yder et lille bidrag til de fattige og nødlidende, som har det overordentlig hårdt netop nu. Mange tusinder savner det mest nødvendige, hundrede tusinder klarer sig kun med nød og næppe.«

    »Er der ingen fængsler?« spurgte Scrooge.

    »Masser,« sagde herren og lagde igen pennen fra sig.

    »Og fattighusene?« ville Scrooge vide. »Fungerer de stadig?«

    »Det gør de. Om end,« svarede herren, »jeg ville ønske, jeg kunne sige det modsatte.«

    »Fængselsvæsen og fattigforsorg er altså i fuld sving?« sagde Scrooge.

    »Begge har nok at se til, sir.«

    »Ah! Jeg var bange for, efter hvad De først sagde, at noget havde hindret disse nyttige instanser i deres arbejde,« sagde Scrooge. »Det glæder mig meget at høre, at det ikke er tilfældet.«
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)