„Giv mig fem minutter, så ringer jeg til politistationen deroppe, så de kan orientere pårørende. Og så tænkte jeg, vi kunne køre derop.“
***
Jeg standser op ved kaffemaskinen, griber det største krus, jeg kan finde, fylder det op med kaffe og tager det med ind på kontoret. Mens min bærbare kæmper sig i live, ringer jeg til Massillon Politi og spørger efter deres efterforskningsenhed.
„Davidson,“ lyder en studs, mandlig stemme i den anden ende.
Jeg præsenterer mig selv og kommer til sagen med det samme. „Jeg har lige identificeret et lig, som er blevet smidt ved en landevej her i Painters Mill. Hendes navn er Paige Rossberger, og hun kommer fra Massillon.“
Jeg kan praktisk talt høre ham ranke sig i stolen. „Jeg kender godt navnet,“ siger han. „Vi har haft hende på radaren i et par år. Moren ringede til os i morges. Anmeldte datteren som savnet.“
Jeg fortæller ham det, jeg ved indtil videre. „Har I noget på, hvem hun omgikkes? Venner? Familie?“
„Jeg tjekker lige. Hæng på.“
Lyden af et klaprende tastatur fylder linjen, og så er han der igen. „Paige Rossberger boede sammen med sin mor. Det er alt, jeg kan finde, ud over det du allerede har.“
„Noget om en kæreste?“
„Ikke en, vi kender til.“
Jeg er stille og tænker lidt. „Betjent Davidson, jeg står med to drabssager her i Painters Mill.