Hannah Arendt

Evnen til gennem tænkning at foregribe fremtiden har rod i evnen til at erindre fortiden, hvilket igen har rod i den endnu mere grundlæggende evne til at afsanse og gøre det, der er fysisk fraværende, nærværende for (og ikke blot i) ånden.

Vi kan finde denne bevidste, aktive ikkedeltagelse i livets daglige dont i sin sandsynligvis første – og uden tvivl mest enkle – form i en lignelse, der tilskrives Pythagoras og fortælles af Diogenes Laërtios:
Livet … er som en festival; nogle kommer til festivalen for at konkurrere, nogle for at udøve deres håndværk, men de bedste folk kommer som tilskuere [theatai], og lige sådan er det i livet: De slavebundne naturer jagter et godt omdømme [doxa] eller fortjeneste, filosofferne jagter sandheden.51

Som tilskuer kan man forstå “sandheden” om det, skuespillet handler om; men den pris, man må betale, er, at man giver afkald på at deltage i det.