Svend Brinkmann

ar været en uvurderlig hjælp

udtrykke sig fyndigt

“Jeg ved godt, at det ikke er særlig opløftende, men jeg mener, at menneskehedens største opgave – måske nogensinde! – er at håndtere konsekvenserne af vores egne aktiviteter. Hele den teknologiske udvikling kommer med en bagside.”

Mennesket har altså ifølge Aristoteles et iboende formål, som skal udvikles i en dannelsesproces. At blive menneske vil ifølge denne græske tanke sige, at man realiserer et potentiale, man har i sig. Ikke potentialet til at blive “den bedste udgave af sig selv” eller sådan noget, men potentialitet til at blive et menneske, et godt menneske. Det er den grundlæggende opgave, vi alle er stillet i vores liv: at blive det bedst mulige menneske.

Man burde ikke søge efter en abstrakt mening med livet. Enhver har sit særlige kald, sin mission i livet; enhver må udføre en konkret opgave, der kræver at blive fuldført. Der kan man ikke erstattes, der kan ens liv ikke leves om igen.”54 Og derfor – fortsætter Frankl – er menneskelivets virkelige mål ikke at realisere sig selv (at optimere sig eller blive den bedste udgave af sig selv, som vi nok ville sige i dag): “Selvrealisering er slet ikke et muligt mål, af den simple grund, at jo mere et menneske stræber efter den, desto mere går det glip af den. For kun i den udstrækning, et menneske hengiver sig til virkeliggørelsen af sit livs mening, realiserer det sig selv.”55 Frankls pointe er kort sagt den samme som denne bogs: Menneskets opgave i livet er ikke at realisere sig selv, men at blive menneske. Og til det hører netop en besindelse på de fordringer, der møder mennesket i stort og småt, særligt i relation til andre.

Andreas kunne mærke, at Sally tog hans hånd. Det gav en varm og kildrende fornemmelse i hele armen, der forplantede sig til resten af kroppen. Var alt dette virkelig bare biologi? Var det en glæde, en lykke, som kunne reduceres til hjerneprocesser? Og kunne den mon optimeres ved hjælp af kemi? Det kunne han ikke rigtig forlige sig med.

Livet er en gave, ja, men det at forholde sig til gaven i form af tilværelsens vilkår er en opgave, som der ikke er nogen entydig opskrift på.

Denne tråd er en del af det, man kunne kalde livstæppet – det fælles liv for mennesker.4 Dette livstæppe er langt større end det enkelte individ og udgør en slags bagtæppe – eller skæbne – for det, den enkelte oplever.

Alt i alt er denne bog kritisk over for den opfattelse af mennesket, der kan kaldes atomismen: Det er hele tanken om, at et menneske er som et atom, adskilt fra andre atomer, og sådan set også fra sit eget historiske liv.

Hvis man fjerner tråde og spor fra livet – alle vores forbindelser til andre og til vores egen historie – er der ikke noget menneske tilbage.