Annelise Schønnemann

Men i al den tid de ringede,« sagde hun,« var jeg ude af stand til at bevæge mig, så der stod jeg, med vandet strømmende ned fra håret og ned over mit ansigt og tøj, mens jeg iagttog hvordan hele verden gradvist blev overført til spejlet ved mine fødder.«

Hun tav, med munden fortrukket i en sær grimasse, hendes store øjne blinkede ikke, og fordybningen i næsen lå som en brønd af skygge i havens skiftende lys.

»Du spurgte tidligere,« sagde hun til mig, »om jeg troede at retfærdigheden kun er en illusion den enkelte

Jeg kan finde den udenfor i regnen eller glemt i hans frakkelomme eller ved siden af badekarret, og hver gang får jeg fat i den igen og gør den ren og lægger den tilbage hvor han kan finde den, for i afvisningen af bøgerne ser jeg en afvisning af mig selv og af min autoritet som far.

Men hans ord fik mig samtidig til at føle at der for første gang var nogen der havde forstået hvad der var sket, for mens jeg altid havde fortalt historien til mig selv og andre som en krigshistorie, var det faktisk bare en historie om forandring. Og det var denne forandring som var gået uudforsket og ukommenteret for sig indtil min søn så den i fotografierne og lagde mærke til den. Mens han var væk de par dage