- Marianne Dam Jensenhar citeretfor 2 år siden
skal til for at overleve, og gør det.« - b2315560411har citeretfor 2 år siden
Kapitel 1
Der var intet bemærkelsesværdigt ved den læderindbundne bog. I en almindelig historikers øjne ville den ikke have adskilt sig fra hundredvis af andre manuskripter i Oxford’s Bodleian Library, ældgammel og slidt som den var. Men jeg vidste, der var noget ejendommeligt ved den, lige fra det øjeblik jeg hentede den.Chapter 1
There was nothing remarkable about the leather-bound book. In the eyes of an ordinary historian, it would not have differed from hundreds of other manuscripts in Oxford's Bodleian Library, ancient and worn as it was. But I knew there was something special about it from the moment I picked it up. - b2315560411har citeretfor 2 år sidenDuke Humphrey’s Læsesal var mennesketom denne eftermiddag sidst i september, og bestilling af biblioteksmateriale blev hurtigt efterkommet nu, hvor sommertrængslen af besøgende forskere var overstået, og efterårssemesterets vanvid endnu ikke var begyndt. Alligevel blev jeg overrasket, da Sean standsede mig ved skranken.
Duke Humphrey's Reading Room was crowded this afternoon in late september, and orders for library materials were quickly being met now that the summer crowding of visiting scholars was over and the fall semester frenzy had not yet begun. Still, I was surprised when Sean stopped me at the counter.
- b2315560411har citeretfor 2 år siden»Diana, manuskripterne er klar,« hviskede han med en antydning af skælmeri i stemmen. Foran på hans skotskternede sweater var der rustfarvede striber fra gamle læderbind, og han børstede den forlegent. En lok sandfarvet hår faldt ned i hans pande, da han gjorde det.
»Tak,« sagde jeg og sendte ham et taknemmeligt smil. Jeg blæste højt og flot på den regel, der satte en øvre grænse for, hvor mange bøger man måtte låne om dagen. Sean, som havde indtaget mangen en drink sammen med mig i den pinkpudsede pub på den anden side af gaden i vores studentertid, havde efterkommet mine ønsker uden brok i over en uge."Diana, the scripts are ready," he whispered with a hint of banter in his voice. On the front of his Scottish-patterned sweater there were rust-colored stripes from old leather ties, and he brushed it embarrassingly. A strand of sand-colored hair fell into his forehead as he did so.
"Thank you," I said, sending him a grateful smile. I was a big fan of the rule that set an upper limit on how many books you could borrow per day. Sean, who had had many drinks with me in the pink-plastered pub across the street during our student days, had complied with my wishes without a hernia for over a week. - b2315560411har citeretfor 2 år sidenHan smilede til mig og skubbede manuskripterne – der alle indeholdt fine eksempler på alkymistiske tegninger fra Bodleians samlinger – hen over sit ramponerede skrivebord. De lå alle i hver sin grå papæske, for at de ikke skulle komme noget til. »Åh, der er et til.« Sean forsvandt ind i aflukket et øjeblik og kom tilbage med et tykt manuskript i kvartformat, der var enkelt indbundet i spættet kalveskind. Han lagde det øverst i bunken og bøjede sig frem for at inspicere det. Brillernes tynde guldstel glimtede i det svage lys fra den gamle bronzelæselampe, der var sat fast på en hylde. »Det her er ikke blevet bestilt i nogen tid. Jeg vil gøre et notat om, at det skal lægges i en kasse, når du har afleveret det igen.«
He smiled at me and pushed the manuscripts – all of which contained fine examples of Alchemical drawings from Bodleian's collections – across his battered desk. They all lay in their own gray cardboard boxes, so that nothing would happen to them. "Oh, there's another one. Sean disappeared into the cubicle for a moment and came back with a thick, quarter-format manuscript that was simply bound in speckled calfskin. He put it at the top of the pile and bent forward to inspect it. The thin gold frame of the glasses gleamed in the dim light of the old bronze reading lamp fixed on a shelf. "This hasn't been ordered in a while. I will make a note that it should be put in a box after you hand it over again.«
- b2315560411har citeretfor 2 år siden»Skal jeg huske dig på det?«
»Nej. Jeg har allerede noteret det her.« Sean bankede sig på hovedet med fingerspidserne.
»Din hjerne må være bedre organiseret end min.« Mit smil blev større."Should I remind you of that?«
"No. I've already taken note of this."Sean tapped himself on the head with his fingertips.
"Your brain must be better organized than mine."My smile got bigger. - b2315560411har citeretfor 2 år sidenEt forgyldt skær skinnede langs dets kanter og fangede mit blik. Men de falmede anstrøg af guld kunne ikke forklare en svag, iriserende flimren, der syntes at slippe ud mellem siderne. Jeg glippede med øjnene.
A gilded sheen shone along its edges and caught my eye. But the faded hints of gold could not explain a faint, iridescent flicker that seemed to escape between the pages. I missed my eyes.
- b2315560411har citeretfor 2 år siden»Diana? Er du okay?« spurgte Sean og rynkede bekymret panden.
»Jeg har det fint. Jeg er bare lidt træt,« svarede jeg og sænkede bøgerne lidt ned fra næsen."Diana? Are you okay?"Sean asked, frowning anxiously.
"I'm fine. I'm just a little tired," I replied, lowering the books a little from my nose. - b2315560411har citeretfor 2 år sidenGillian udstødte en medfølende lyd, men hendes blik fulgte mig.
Da jeg kom hen til min sædvanlige plads med front mod de buede, blyindfattede vinduer, modstod jeg fristelsen til at lade manuskripterne dumpe ned på bordet og tørre hænderne. I stedet lagde jeg forsigtigt bunken fra mig af ærbødighed over for deres alder.Gillian made a compassionate sound, but her gaze followed me.
Coming to my usual place, facing the arched, leaded windows, I resisted the temptation to let the manuscripts dump down on the table and wipe my hands. Instead, I carefully laid the pile down out of reverence for their age. - b2315560411har citeretfor 2 år sidenSean så genert på mig og trak i bestillingssedlen, men den sad fast mellem bindet og de første sider. »Denne her vil ikke slippe,« bemærkede han.
Dæmpede stemmer sludrede i mit øre og forstyrrede rummets velkendte stilhed.
»Hørte du det?« Jeg kiggede mig omkring og var forundret over de mærkelige lyde.
»Hvad?« spurgte Sean og så op fra manuskriptet.Sean looked at me shyly and pulled the order slip, but it was stuck between the volume and the first pages. "This one won't let go," he remarked.
Muffled voices chattered in my ear, disturbing the familiar silence of the room.
"Did you hear that?"I looked around and was amazed at the strange sounds.
"What?"Sean asked, looking up from the script.