Hr. Ferdinand

”Far var virkelig underlig,” sagde jeg, fordi en af os jo skulle sige det.

”Du ville også være underlig, hvis Erma var din mor,” sagde Lori.

”Tror du, hun nogensinde har gjort det mod far, som hun gjorde mod Brian?” spurgte jeg.

Ingen svarede.

Det var ulækkert og uhyggeligt at tænke på, men det ville kunne forklare meget: Hvorfor far var flyttet hjemmefra i samme sekund, det lod sig gøre. Hvorfor han drak så meget, og hvorfor han blev så vred. Hvorfor han aldrig havde haft lyst til at besøge Welch, da vi var mindre. Hvorfor han i begyndelsen havde nægtet at tage til West Virginia sammen med os og først i sidste øjeblik havde overvundet sin modvilje og sat sig ind i bilen. Og hvorfor han rystede så heftigt på hovedet, næsten som om han havde lyst til at lægge hænderne for ørerne, da jeg forsøgte at fortælle ham, hvad Erma havde gjort mod Brian.

”Hold op med at tænke den slags tanker,” sagde Lori til mig. ”De ender bare med at gøre dig vanvittig.”

Og derfor skød jeg dem ud af hovedet.

Jeg sagde til mor, at hvis hun forlod far, ville hun kunne få bistandshjælp, hvad hun ikke kunne nu, fordi hun var gift med en arbejdsdygtig mand. Der var folk på skolen – for ikke at nævne halvdelen af dem, der boede på Little Hobart Street – der var på offentlig forsørgelse, og så var det altså heller ikke værre. Jeg vidste, at mor var imod bistandshjælp, men disse børn fik madkuponer og tøjmærker. Staten indkøbte kul til dem og betalte deres skolefrokost.

Mor ville ikke høre tale om det. Bistandshjælp ville gøre ubodelig psykisk skade på os børn, sagde hun. ”Du kan gå sulten i seng i ny og næ, men når du igen får mad, er du okay,” sagde hun. ”Og indimellem fryser du, men på et tidspunkt får du varmen igen. Går du først på bistandshjælp, sker der forandringer i dig. Selv om du slipper ud af forsørgelsesfælden, vil du aldrig komme af med brændemærke, der fortæller dig, at du engang var bistandsklient. Du vil have et ar på sjælen resten af dit liv.”

Dette ville forhindre NSA i efter forgodtbefindende at opsnappe og aflytte personlig kommunikation mellem lovlydige borgere overalt på kloden.

Hun befandt sig i en tunnel – lavloftet og trang.

Du tror, du er sygen
Men du er kuren
Du tror, du er låsen på døren
Men du er nøglen, som kan åbne den
RUMI

Ring med klokkerne, der stadig dur,
Glem dit perfekte offer,
Der er en sprække i alting,
Det er sådan, lyset kommer ind.

Til før Christian

– Jeg dør snart af kedsomhed, sukkede frøken Rose.

Hun prøvede at fremtvinge et smil, men det blev ikke til andet end en grimasse. – Jeg har fået et arbejde hos en familie her i Kjøpmannsgaten

skal nok gå, det er jeg sikker på.
– Tak, det skal jeg gøre. Karen blinkede tårerne væk.