Klaus Mann

Til sin skuffelse fik han i villaen af en ukendt vicevært at vide, at konsulinde Mönkeberg var død. Det lignede hende! Et møde, der ville have været pinligt for hende, unddrog hun sig ved flugt. Disse borgere med den fornemme gamle stil – disse patriciere uden penge, men med nobel fortid og sarte åndeliggjorte ansigter – blev de ved at være umulige at nå, kunne man aldrig træffe dem? Skulle det aldrig undes småborgeren, der var blevet mefistofelisk og i pagt med den blodige magt, at nyde sin triumf over dem?

Hvor mesterligt direktøren forstillede sig! Denne præstation var virkelig en stor skuespiller værdig. Man kunne jo faktisk tro, at det for Hendrik Höfgen kun drejede sig om penge, magt og berømmelse i stedet for undergravningen af det nationalsocialistiske regime.

Da en bedaget romanforfatter, hvis bøger på grund af deres skrækkelige kedsommelighed ikke blev rørt af nogen, men officielt blev vurderet meget højt, foreslog at læse et kapitel fra sin trilogi »Et folk bryder op«, opstod der en vis panik. Flere af de uniformerede sprang op og greb mekanisk, men truende efter deres pistolhylstre, propagandaministerens grin blev fordrejet, Benjamin Pelz stønnede, som om han havde fået et frygteligt stød i brystet, fru Bella flygtede ud i køkkenet, Nicoletta lo skingert og nervøst – og situationen ville være blevet katastrofal, hvis Höfgen ikke havde reddet den med sin syngende, indsmigrende stemme. Det ville være meget herligt og lyksaligt at få lov til at høre et rigtigt langt og bredt kapitel fra trilogien »Et folk bryder op«, forsikrede Hendrik med et ansigt, der blev oplyst af et råddent smil.