Bjarne Reuter

Men fru Nielsen havde engang været i lottekorpset, og det forklarede jo en hel del. I hvert fald det

Kapitel 3

Det var hen mod aften, vi gik nede ved skraldehuset og talte om kidnapningen. Der måtte trænes, blev vi enige om.
Nu da Bertram jo var på alder med Bernhard, måtte det være ham, der skulle kidnappes. Vi satte ham på en gammel madras og sagde til ham, at han skulle lade som om, det var en gynge, og at han legede og ikke kendte os.
Bertram var mægtig god til at forestille, at han gyngede. – Det skal være en af dem med traktordæk, sagde han, – ellers gider jeg ikke.
– Ja ja, sagde Oscar, – gyng nu bare.
Så sneg vi os langs hegnet og krøb om bag ham.
– Nu, hviskede Oscar, og så kastede vi os over ham, og slæbte ham ind i skraldehuset.
– Skal vi ikke hellere lege, at jeg rider på den lille hest, sagde Bertram så.
Den dreng er dummere, end politiet tillader.
– Gu’ skal vi ej lege, at du rider på den lille hest, snerrede Oscar og rev ham hårdt i armen. Og så prøvede vi igen, men denne gang krævede ungen, at vi skulle lege, at han stod på en karrusel, og da vi så kastede os over ham, himlede han op med, at vi først skulle stoppe karrusellen, og var i det hele taget mere umulig end nogen sinde.
– Godt, det ikke er ham, vi skal hugge, sagde jeg til Oscar, der var mest stemt for at kræve, at Bertram ikke kom med.
Samme aften kom vores lærer for at tale med far. Vi stod og vaskede op, da det ringede på døren,
Olsen er egentlig en meget flink mand, og både Oscar og jeg synes, han hører til de bedre af lærerne.
Far blev helt rød i hovedet og sagde kom indenfor tre gange. Jeg så onkel smide alle papirerne ned i kommodeskuffen, hvorefter han rejste sig hurtigt og begyndte at fløjte. Jeg vidste godt, at

Oscar ikke havde været så forfærdelig meget i skole i de sidste fjorten dage, og vores karakterbøger havde han selv skrevet under.
Men Olsen blev nu ikke så længe, og da han var gået, sagde far bare, at vi skulle i seng.
– Hvornår kommer mor hjem? spurgte Winni. Hun stod og vaskede tøj sammen med Bertram, der for øvrigt bare svinede det mere til.
– Der går nok lidt tid endnu, sagde far og strøg sig over skægstubbene og gned sig i sin undertrøje.
De sidste tre dage havde han ikke været inde i byen. Han havde også været nødt til at tage sig af Oscars og min trappevask, efter at selskabet havde klaget. Jeg havde forsøgt at blive bud hos købmanden, men han havde bare gloet på mig og spurgt, om jeg troede, han var åndssvag.
Sådanne spørgsmål svarer man i reglen ikke på, men jeg havde haft Bertram med, og han havde svaret ganske tydeligt JA, og der havde været mange kunder i butikken. Købmanden smed os nærmest ud.
– Hvad andet kan man forvente, havde fru Mortensen sagt til fru Andersen.
– Vi kyler en mursten ind ad hans vindue i aften, hviskede Bertram, da vi kom ud.
Men hvad ville det have hjulpet. De ville jo så bare sige: Hvad andet kan man forvente! På en måde ville jeg ligesom mor hellere flytte ind til byen igen. Nok kunne de voksne også være på nakken af os derinde, men det var aldrig kun Bertram, Oscar og mig, det gik ud over. Jeg har nu aldrig kunnet fordrage voksne mennesker. Tænk hvis man selv blev så led engang. Oscar derimod glædede sig til at blive voksen. Så kunne han sgu da rigtig tyre ungerne. Nej, jeg synes, voksne er nogle underlige starutter. Jeg så engang hr. Frederiksen stikke Edgar en flad, fordi Edgar havde slået på en, der var mindre end ham selv.

Under det flossede papir kunne man skimte en trækasse med et sort stempel, hvor der stod Graham’s Port.