Alex Schulman

Men de talte ikke om det, der var sket, det havde de aldrig gjort, og det gjorde de heller ikke nu, for ingen af dem vidste, hvordan man skulle gøre, og måske var det ikke nødvendigt, måske var stilheden det smukkeste, de kunne have sammen, for der var kun Benjamin og faren, moren var der ikke, og de var frie og rene, uden hendes kraftfelt, som to medfanger, der var brudt ud af fængslet og pustede ud efter flugten, smagte på friheden sammen. De talte ikke, ikke rigtigt, men måske var de alligevel lykkelige den dag, hvor de opmærksomt så sig omkring i rummet, og indimellem mødtes deres blikke, og de smilede til hinanden.

Der er ondskabsfulde træk i os alle tre. Da jeg begyndte at skrive for ti år siden, blev jeg drevet af en konstant trang til at positionere mig i forhold til andre mennesker. I mine kronikker i aviserne
slås jeg i al offentlighed med andre mennesker. Måske er der en forbandelse, jeg er nødt til at bryde, så jeg ikke giver den i arv til mine egne børn.

Men der er en afgørende forskel. Min morfar og min mor næredes af vreden. Den var deres livseliksir. Jeg udøver den næsten tvangsmæssigt – og bliver svagere af den. Jeg får det dårligt af den. Mine kampe fører jeg kun i det offentlige rum. Privat har jeg ingen anelse om, hvordan man skændes med nogen. Jeg får aldrig udbrud, kommer ikke med nogen udfald. Jeg kan ikke komme i tanke om en eneste gang, hvor jeg har hævet stemmen som voksen. Jeg gjorde det heller ikke som barn. Det var der ganske enkelt ikke plads til. Jeg sad fastklemt mellem min mors og min fars humør, og der lærte jeg, at det var bedst at tie stille. Jeg har været tavs og måske lidt trist, siden jeg var tretten år.