Honoré de Balzac

«Lykkelig! — Nej! Naar jeg tænker paa, at jeg staar ene, bøjet under Aaget af Samfundsvedtægter, der tvinger mig til Forstillelse, saa misunder jeg Mændene deres Forrettigheder. Men naar jeg tænker paa alle de Midler, Naturen har givet os til at fængsle jer, bøje jer ind under en Magt, som ingen af jer kan modstaa, saa vækker min Rolle i Verden Munterhed hos mig; og dog, i samme Øjeblik synes den mig ringe, jeg føler ved mig selv, at jeg vilde foragte den Mand, der lod sig besnære af disse banale Lokkemidler. Ja, snart føler jeg vort Aag, og det behager mig; i næste Øjeblik er det mig til Lede, og jeg gør Oprør imod det; snart gribes jeg af den Længsel efter Hengivenhed, som gør Kvinden saa ophøjet skøn, i næste Øjeblik brænder jeg af en Attraa efter Magt, som fortærer mig. Maaske er dette den naturlige Kamp mellem det gode og det onde, som udkæmpes i hvert levende Væsen. Engel og Djævel! De har Ret, men det er ikke først i Dag, jeg erkender min dobbelte Natur. Maaske forstaar dog vi Kvinder bedre end I vor egen Utilstrækkelighed. Har vi ikke et Instinkt, der i alt lader os ane en Fuldkommenhed, hvortil det vistnok er umuligt at hæve sig? Men,» tilføjede hun med et Suk, «hvad der gør os store i eders Øjne, det er . . .»

«Det er?»

«Naa ja, det er, at vi alle, mer eller mindre, kæmper mod en ufuldkommen Skæbne.»

Fru Saint-Cyr trykkede Frøken de Verneuils Haand med den indsmigrende Venlighed, som Kvinder gerne viser hinanden, især naar der er Mænd til Stede

Selvom både den gamle notar Cruchot og hr. des Grassins besad denne dybe diskretion, der i provinsen skaber både tillid og formuer, udviste de i offentlighed en så stor respekt for hr. Grandet, at iagttagere kunne vurdere omfanget af den tidligere borgmesters kapital ud fra graden af den sleske agtelse, han nød.

Gniere tror ikke på et liv efter døden, for dem findes kun nuet. Den tanke er frygtelig afslørende for vore dages samfund, hvor penge mere end nogensinde før styrer både lovgivning, politik og hele vores adfærd. Institutioner, bøger, mennesker og principper – alt samvirker om at undergrave vores tro på efterlivet, som har været fundamentet for det samfund, vi har bygget op gennem atten hundrede år. Nu frygter kun de færreste at blive lagt i kisten. Det hinsides, som ventede os efter dødsmessen, er blevet overført til det dennesidige liv.

Når uvidende, kyske unge piger, der er religiøst op­draget, har taget deres første skridt ind i kærlighedens for­tryllede land, bliver alt kærlighed for dem. Så går de omkring der, omgivet af det himmelske lys, der strømmer fra deres egen sjæl og også stråler på deres elskede; de farver ham med lyset af deres egne forelskede følelser og tildeler ham deres egne smukke tanker.

I enhver situation har kvinden altid flere kilder til sorg end manden, og hun lider mere end ham. Manden har sin fysiske styrke og kan udøve sin magt; han handler, han er i bevægelse, han er beskæftiget, han tænker, han ser ud i fremtiden og finder trøst i den. Det var det, Charles gjorde. Men kvinden bliver, hvor hun er, ansigt til ansigt med sorgen, som intet kan aflede hendes tanker fra, hun synker helt ned i sorgens afgrund, hun mærker dens dybde og lader ofte sine ønsker og tårer fylde den.

I det indre liv findes der, såvel som i det fysiske, indånding og udånding: Sjælen har brug for at indånde en anden sjæls følelser, optage dem i sig for derefter at give dem rigere tilbage. Uden dette smukke fænomen hos mennesket kan hjertet ikke leve; så mangler det luft, lider og sygner hen.

”Ja, han er en fremragende mand,” sagde en anden. ”Synes De ikke, frøken?” Hr. retsformanden havde søgt at tilpasse sit ydre til den rolle, han ville spille. Trods sine fyrre år og sit mørke, utiltalende ansigt, der var helt vissent som hos næsten alle jurister, klædte han sig som en ung mand, førte sig frem med en rørstok, tog aldrig snus hos frøken de Froidfond, ankom altid iført hvidt halsbind og en skjorte, hvis brusende kalvekrøs gav ham en vis lighed med en eller anden art kalkun. Han talte familiært til den smukke arving og kaldte hende ”vores kære Eugénie!”.