Søren Kierkegaard

Naar det etiske ses rigtigt, gør det Individet uendelig sikkert i sig selv, naar det ikke ses rigtigt, gør det Individet aldeles usikkert, og jeg kan ikke tænke mig en ulykkeligere eller kvalfuldere Eksistens, end naar et Menneske har faaet Pligten udenfor sig, og dog bestandig vil realisere den.

Naar det etiske ses rigtigt, gør det Individet uendelig sikkert i sig selv, naar det ikke ses rigtigt, gør det Individet aldeles usikkert, og jeg kan ikke tænke mig en ulykkeligere eller kvalfuldere Eksistens, end naar et Menneske har faaet Pligten udenfor sig, og dog bestandig vil realisere den.

Ser man det etiske udenfor Personligheden og i et udvortes Forhold til denne, saa har man opgivet alt, saa har man fortvivlet. Det etiske som saadant er Fortvivlelse, det etiske er det abstrakte og som saadant uformuende til at frembringe det mindste. Naar man derfor stundom ser Mennesker med en vis redelig Iver slide og slæbe for at realisere det etiske, der som en Skygge bestandigt flygter, saa snart de gribe efter den, saa er det baade komisk og tragisk.

Det etiske er det almene og saaledes det abstrakte. I sin fuldkomne Abstraktion er derfor det etiske altid forbydende. Saaledes viser det etiske sig som Lov. Saa snart det etiske er befalende, saa har det allerede noget af det æstetiske i sig. Jøderne vare Lovens Folk. De forstode derfor ypperlig de fleste Bud i Moseloven; men det Bud, de ikke synes at have forstaaet, var det Bud, som Kristendommen nærmest knyttede sig til: Du skal elske Gud af dit ganske Hjerte. Dette Bud er heller ikke negativt, er heller ikke abstrakt, det er i højeste Grad positivt og i højeste Grad konkret.

Naar det etiske bliver konkretere, da gaar det over i Bestemmelsen af Sæder. Men Realiteten af det i denne Henseende etiske ligger i Realiteten af en folkelig Individualitet, og her har da allerede det etiske optaget et æstetisk Moment i sig. Dog er det etiske endnu abstrakt og lader sig ikke realisere tilfulde, fordi det ligger udenfor Individet. Først naar Individet selv er det almene, først da lader det etiske sig realisere. Det er denne Hemmelighed, der ligger i Samvittigheden, det er denne Hemmelighed, det individuelle Liv har med sig selv, at det paa een Gang er et individuelt Liv og tillige det almene, om ikke umiddelbart som saadant, saa dog efter sin Mulighed. Den, der betragter Livet etisk, han ser det almene, og den, der lever etisk, han udtrykker i sit Liv det almene, han gør sig til det almene Menneske, ikke derved, at han affører sig sin Konkretion, thi saa bliver han til slet intet, men derved, at han ifører sig den og gennemtrænger den med det almene. Det almene Menneske er nemlig ikke et Fantom, men ethvert Menneske er det almene Menneske, det vil sige, ethvert Menneske er anvist den Vej, ad hvilken han bliver det almene Menneske.

Den, der lever æstetisk, han er det tilfældige Menneske, han tror at være det fuldkomne Menneske derved, at han er det eneste Menneske; den, der lever etisk, arbejder hen til at blive det almene Menneske. Naar saaledes et Menneske er æstetisk forelsket, saa spiller det tilfældige en uhyre Rolle, og det er ham af Vigtighed, at der er ingen, der har elsket saaledes, med de Nuancer, som han; naar den, der lever etisk, gifter sig, realiserer han det almene. Derfor bliver han ingen Hader af det konkrete, men han har et Udtryk mere, dybere end ethvert æstetisk Udtryk, idet han i Kærligheden ser en Aabenbarelse af det almenmenneskelige. Den, der lever etisk, har da sig selv som sin Opgave. Hans Selv er som umiddelbart tilfældigt bestemt, og Opgaven er den, at sammenarbejde det tilfældige og det almene.

Det etiske Individ har da ikke Pligten udenfor sig, men i sig; i Fortvivlelsens Øjeblik kommer dette til Syne og arbejder sig nu frem gennem det æstetiske i og med dette. Om det etiske Individ kan man sige, at han er som det stille Vand, der har den dybe Grund, hvorimod den, der lever æstetisk, blot er overfladisk bevæget. Naar derfor det etiske Individ har fuldendt sin Opgave, har stridt den gode Strid, saa er han kommen dertil, at han er bleven det eneste Menneske, det vil sige, at der er intet Menneske saaledes som han, og tillige, at han er bleven det almene Menneske. At være det eneste Menneske, er i og for sig ikke noget saa stort, thi det har ethvert Menneske tilfælles med enhver Naturfrembringelse; men at være det saaledes, at han deri er det almene, det er den sande Livskunst.

Den sande Troens Ridder han er Vidne, aldrig Lærer, og deri ligger det dybe Humane, der er noget mere bevendt end denne pjankede Deeltagelse for andre Menneskers Vee og Vel, der hædres under Navn af Sympathi, medens den dog ikke er andet

ikke er istand til at gjøre det Store, og da ligefrem at tilstaae dette, Noget jeg naturligviis ikke kan andet end billige, da det er, hvad jeg selv gjør, mener Stymperen, at han ved at forene sig med nogle andre Stympere skal kunne gjøre det.

Et Dusin Secterikere tage hinanden under Armen, de kjende slet Intet til de eensomme Anfægtelser, der vente Troens Ridder, og som han ikke tør flye, netop fordi det var endnu forfærdeligere, om han formastelig trængte sig frem.

Endog Den, der hele Livet igjennem blev bedraget af Livet, ham kan Evigheden gjemme rigelig Erstatning for; men den Selvbedragne har forhindret sig selv i at vinde det Evige.

ngen Gjerning, ikke een eneste, ikke den bedste, om hvilken vi ubetinget tør sige: Den, som gjør dette, han beviser ubetinget derved Kjerlighed