Astrid Heise-Fjeldgren

vi kan aldrig kende hinanden til bunds. Uanset hvad du gør, vil alt, hvad der sker, alt, hvad du tænker om og føler for en anden, være filtreret gennem din egen opfattelse

Jeg prøver at bevæge mig lidt rundt på værelset, men mine ankler føles underligt ustabile. Jeg må virke så sexet som en halt hest.

Jeg har lyst til at kysse hende i al evighed. Sådan her burde vi blive stående for altid. Om hundrede år finder de os i ruinerne, to elskende som døde i et kys.

Min bror havde været hans allierede i krigen og havde sladret om mig, når han så mig sammen med Jude.

hånden.

Min første tanke var: Hvor meget heroin kan jeg få for dem?

Tak, afsporede neuroner. Hvor længe endnu ville min opioid-forkvaklede hjerne umiddelbart række ud efter de tanker? I et år? To? Ti?

Jeg stak sedlerne i

Sådan var det ikke for Lark, der tit krammede May og Griff og Audrey. Når der var trængsel i baren, satte hun sig på Griffins knæ, som var han bare et tilfældigt møbel.

Svaret fik vi et par minutter senere, da køkkendøren blev slået op med et brag, og Griff kaldte på sin bror. „Dy! Kom og hjælp mig! Der er væltet et træ.“

„Jeg skal nok hjælpe,“ sagde jeg og løb over mod døren. Min dovne søndag var slut. På vej forbi knagerækken fik jeg fat i en regnfrakke, der havde tilhørt Griffs far. Ingen havde råd til at være alt for protektionistiske angående udstyr på gården. En regnfrakke var ikke et relikvie. Den var ikke dyrebar. Livet gik videre.

„Tak, Zach,“ brummede Griff.

„Hvor er træet?“

„Det ligger tværs over hønsegården, men det er heldigvis bare et birketræ.“

Da jeg havde stukket fødderne i Dylans gummistøvler, løb jeg udenfor sammen med Griff. Det tog os kun et kvarters tid at flytte det væltede træ og få det flytbare hegn omkring hønsegården på plads igen.

„Tak, Zach,“ sagde Griff, da vi var færdige.

Vil du ikke nok?

Han ser vurderende på mig med sine mørke øjne. Jeg kan se tvivlen i dem. Jeg er som altid bange. Men jeg er også vred.

Og det var det.

Og det var det.