Joachim Wrang

samme måde udspiller det liberale demokratis krise sig ikke blot i parlamenter og på valgsteder, men også i neuroner og synapser. Det er en kliche at konstatere, at det personlige er det politiske. Men i en æra, hvor forskere, virksomheder og regeringer forsøger at udvikle midlerne til at hacke den menneskelige hjerne, er denne selvindlysende sandhed mere ildevarslende end nogensinde før.

Hvem skal borgerlønnen omfatte?
Når folk taler om behovet for at dække menneskers grundlæggende behov – enten i form af borgerløn eller borgerservice – mener de normalt, at dette skal ske inden for nationalstatens rammer. Alle hidtidige eksperimenter med borgerløn har været strengt nationale eller kommunale. I januar 2017 indledte Finland et toårigt eksperiment, hvor man giver 2.000 arbejdsløse finner 560 euro om måneden, uafhængigt af om de finder arbejde eller ej. Lignende eksperimenter er på vej i den canadiske provins Ontario,
i den italienske by Livorno og i flere hollandske byer.24 (I 2016 afholdt Schweiz en folkeafstemning om indførelsen af borgerløn, men vælgerne stemte forslaget ned).25

Men liberalismen har ingen åbenlyse svar på de største problemer, vi står over for – det truende økologiske sammenbrud og teknologisk disruption. Liberalismen har traditionelt sat sin lid til, at økonomisk vækst på magisk vis løser vanskelige sociale og politiske konflikter. Liberalismen forenede proletariatet og bourgeoisiet, de troende og ateisterne, de indfødte med immigranterne og europæerne med asiaterne ved at love alle en større del af kagen.