James Dashner

vinden og blive erstattet af nysgerrighed. Han ville vide, hvor han var, og hvad der foregik.
Med en knagen og et metallisk brag stoppede rummets opstigen. Det pludselige ryk kastede Thomas ud af hans sammenkrøbne stilling og hen over det hårde gulv. Han kom på benene og følte rummet svaje mindre og mindre, indtil det til sidst var ubevægeligt. Der blev helt stille.
Der gik et minut. To. Han kiggede i alle retninger, men så kun mørke. Han følte igen langs med væggene for at finde en vej ud. Der var intet, kun køligt metal. Han stønnede frustreret, og ekkoet blev forstærket og lød som en forpint klagen. Lyden døde hen, og stilheden vendte tilbage. Han skreg, kaldte på hjælp, bankede på væggene.
Ingenting.
Thomas bakkede ind i hjørnet igen, lagde armene over brys­tet og skælvede. Han følte en sitren i brystet, som om hans hjerte ønskede at undslippe, at flygte ud af kroppen.
»En eller anden ... hjælp mig!« skreg han så højt, at ordene gjorde ham hæs.
En høj metallisk lyd rungede over ham, og han gispede forskrækket, da en lige linje af lys bredte sig hen over loftet, og Thomas så, at sprækken udvidede sig. Et par skydedøre blev tvunget op med en tung, skurrende lyd. Efter så lang tid i mørke skar lyset i øjnene, og han kiggede væk og dækkede for ansigtet med begge hænder.
Han hørte lyde over sig – stemmer – og

de grå sten. Et par træer omgav den, og deres rødder mindede om krogede fingre, der gravede sig ned i klippegulvet for at søge føde. I et andet hjørne af komplekset var der haver – herfra kunne Thomas se majs, tomatplanter og frugttræer.
På den anden side af gårdspladsen var der indhegninger med får og grise og køer. En stor lund fyldte det sidste hjørne; de nærmeste træer så forkrøblede og visne ud. Himlen ovenover var skyfri og blå, men Thomas kunne ikke finde solen, på trods af det klare dagslys. De snigende skygger på væggene røbede hverken tid eller kompasretning. Det kunne lige så godt være tidligt om morgenen som sent på eftermiddagen. Da han åndede dybt ind for at dulme sine nerver, blev han bombarderet med en blanding af lugte. Friskgravet muld, gødning, fyrretræ, noget råddent og noget sødt. På en eller anden måde vidste han, at det var lugte, der hørte til på en bondegård.
Thomas kiggede igen på dem, der havde taget ham til fange. Han følte sig kejtet, men ønskede desperat at stille spørgsmål. Fange, tænkte han. Hvorfordukkede det ord op i mit hoved?Han skannede deres ansigter, betragtede og vurderede de forskellige udtryk. En af drengenes øjne blussede af had og fik ham til at stoppe brat op. Han så så vred ud, at det ikke ville være kommet bag på Thomas, hvis drengen havde forsøgt at dolke ham. Han havde sort hår, og da de fik øjenkontakt,

her vi spiser, her vi sover – vi kalder os selv for lysboere. Mere behøver du ...«
»Hvem har sendt mig hertil?« spurgte Thomas, da vreden til sidst fik bugt med frygten. »Hvordan ...«
Men Albys hånd fløj frem, og inden han kunne færdiggøre sætningen, greb Alby fat i Thomas’ trøje og lænede sig frem. »Rejs dig op, shank! Rejs dig op!« Alby rejste sig og trak Thomas med.
Thomas fandt langt om længe sine fødder. Han bakkede op mod træet og forsøgte at komme væk fra Alby, der holdt sig helt tæt på ham.
»Ingen afbrydelser, knægt!« råbte Alby. »Er du dum? Hvis vi fortalte dig det hele, ville du skide i bukserne og falde død om. Støverne ville slæbe af med dig, og så er du ikke en skid værd, vel?«
»Jeg ved ikke engang, hvad du snakker om,« sagde Thomas langsomt og overraskende roligt.
Newt lagde en hånd på Albys skuldre. »Alby, slap lidt af. Du gør det bare værre, okay?«
Alby slap Thomas’ skjorte og tog et skridt bagud. Hans brystkasse hævede og sænkede sig hurtigt. »Jeg har ikke tid til at være flink, bønnespire. Dit gamle liv er forbi, dit nye liv er begyndt. Lær reglerne hurtigt. Lyt, tal ikke. Er du med?«
Thomas kiggede hen på Newt og håbede at finde opbakning. Det hele kværnede rundt