Sarina Bowen

t slukker han lyset og begynder at klæde sig af.

Der findes et citat, som min mor engang malede på en keramikplatte. Kærlighed er venskab med ild i. Jeg forstår det godt nu.

Men at bede Blake om at beholde bukserne på er som at bede en hund om ikke at slikke sine kugler,

„Der er en talemåde. Hvis du vil have Gud til at grine, så fortæl ham dine planer.“

„Men det var det bestemt værd.“

„Det er det eneste ved din lortehistorie, jeg kan fixe,“ sagde han med lav stemme.
Hvor var h

Min bror havde været hans allierede i krigen og havde sladret om mig, når han så mig sammen med Jude.

hånden.

Min første tanke var: Hvor meget heroin kan jeg få for dem?

Tak, afsporede neuroner. Hvor længe endnu ville min opioid-forkvaklede hjerne umiddelbart række ud efter de tanker? I et år? To? Ti?

Jeg stak sedlerne i

Sådan var det ikke for Lark, der tit krammede May og Griff og Audrey. Når der var trængsel i baren, satte hun sig på Griffins knæ, som var han bare et tilfældigt møbel.

Svaret fik vi et par minutter senere, da køkkendøren blev slået op med et brag, og Griff kaldte på sin bror. „Dy! Kom og hjælp mig! Der er væltet et træ.“

„Jeg skal nok hjælpe,“ sagde jeg og løb over mod døren. Min dovne søndag var slut. På vej forbi knagerækken fik jeg fat i en regnfrakke, der havde tilhørt Griffs far. Ingen havde råd til at være alt for protektionistiske angående udstyr på gården. En regnfrakke var ikke et relikvie. Den var ikke dyrebar. Livet gik videre.

„Tak, Zach,“ brummede Griff.

„Hvor er træet?“

„Det ligger tværs over hønsegården, men det er heldigvis bare et birketræ.“

Da jeg havde stukket fødderne i Dylans gummistøvler, løb jeg udenfor sammen med Griff. Det tog os kun et kvarters tid at flytte det væltede træ og få det flytbare hegn omkring hønsegården på plads igen.

„Tak, Zach,“ sagde Griff, da vi var færdige.