Louise Salling

tiden og tidevandet venter ikke på nogen.“

“Jeg leder efter en mand og hans lille søn, som antageligvis er gået i land i Rørvik efter at have været ombord på D/S Vesteraalen, men som ikke tog skibet videre til Trondhjem som aftalt.”

“Antageligvis? Er der da nogen, der har set manden og hans søn gå fra borde i Rørvik?”

“Nej, men det må han have gjort,” sagde Margrete. “Han gik i hvert fald ikke fra borde i Brønnøysund, det har jeg fået bekræftet af én, der så ham ombord i det tidsrum, skibet lå til kaj der. Og der er jo ikke andre anløbssteder, før skibet ankommer til Trondhjem, og der var de forsvundet.”

“Hold da op, det er lige vel mange informationer på én gang,” sagde politimesteren. “De savner altså en person? Ja, eller to, for at være helt præcis, og de skulle altså være blevet i land i Rørvik, da skibet fortsatte til Trondhjem?”

“Ja, jeg tror, det er det, der er sket.”

“Har De forsøgt at ringe til Fiskerhuset?”

“Øh, nej,” sagde hun beklemt. “Jeg er ikke så kendt i Rørvik.”

“De er garanteret taget derhen, hvis de ikke nåede færgen,” sagde politimesteren.

“Fiskerhuset er altså et hotel eller pensionat?”

“Tja, hotel kan man vel næppe kalde det, men man kan i hvert fald leje et værelse der. De bør nok forsøge dér.”

“Har du prøvet at have en idé om, hvordan det hele skal være i dit hoved, og så fortsætter du bare, også selvom det ikke føles helt rigtigt?”