Emelie Schepp

Stig vendte tilbage med en aflang sort mappe og lagde den foran sig på bordet. Han bladrede igennem papirer og lejeaftaler og stoppede, da var kommet halvvejs.

“Hvad for spørgsmål?”

“Vi ses i arresten,” sagde Per og skubbede døren op med skulderen.

* * *

Sam Witell missede op mod den blå himmel, der kunne ses uden for vinduet i cellen, han sad i. Det sved i øjnene. Han var træt efter afhøringen, han kunne ikke klare at se politifolkenes og anklagerens nyfigne, undrende blikke. Orkede ikke at høre deres idiotiske spørgsmål. Han ville bare ud og lede efter Jonathan!

Han havde i hvert fald givet dem noget. Den der mand, alarmsælgeren, der ventede på ham, da han kom hjem fra arbejde i går. Sælgeren var blevet stående uden for huset unødvendigt længe. Det havde han da gjort? Men hvorfor?

Måske stod han bare og beundrede huset eller udsigten til Ensjön? Der kunne være hundrede forskellige grunde til, at manden blev stående.

Sam lagde hovedet tilbage, lukkede øjnene og udstødte et uartikuleret brøl.

Han savnede ikke Felicia. Han forstod, at det var sådan, det var, og et øjeblik blev han bange for sig selv.

Det var først, da jeg så billederne af familien Norell i avisen, at jeg blev klar over, hvem det var.”
“Simon?”

Jana klikkede ind på det ene website efter

der ikke var noget, der pegede i retning af hende. Alligevel kunne hun ikke slippe af med den angst, hun følte, fordi hun havde mistet kontrollen. Hun havde slået

ham.
“Ifølge ham mødtes du med en kvinde, der

Og jeg har ikke tænkt på det før, men det gymnasium, som han og Jakob gik på, ligger kun et stenkast derfra.”

– Vi ved endnu ikke noget om distributionen, sagde Ola.