Johannes Sløk

Så vidt så godt. Det overraskende var imidlertid, at Sokrates anså det for en stor lykke at være uvidende. Det gav tryghed. Da han f.eks. står over for døden, forklarer han, at han er ganske uvidende om, hvad døden er for noget, om den er som en drømmeløs søvn eller et fortsat liv i en hinsidig verden. Han aner det ikke, og derfor er der ingen grund til at frygte døden.

Det er en tankemodel af den art, Wilhelm gør brug af. Når man ikke bare er fortvivlet, men vælger fortvivlelsen, så må det modsatte, positive, begreb også findes, og det må findes hos en instans uden for mennesket, en instans, der hører hjemme i en anden dimension, en dimension, hvor alt er positivt, sandt, uforgængeligt, evigt. Denne instans er naturligvis Gud.

Jeg vil gerne understrege det én gang til. Det er et umådeligt markant udtryk for det eksistensfilosofiske i Kierkegaards tænkning. Det er først, når et menneske lidenskabeligt forsøger på at finde et autentisk grundlag for sin eksistens, at begrebet om Gud viser sig som et begreb, der ikke lader sig overse, fordi det alene er i forhold til det begreb, eksistensen overhovedet lader sig realisere. Det afsløres i eksistensens krisesituation, at mennesket ikke kan forstås alene ud fra sig selv, men at det blot som menneske forholder sig til noget fremmed, til Gud.

Den ændring af formuleringen, jeg her indførte, er ikke ligegyldig. Når mennesket vælger fortvivlelsen, er det ensbetydende med, at det vælger sig selv som fortvivlet. Det er jo mennesket, mig, der er fortvivlet, og derfor er det mig selv, jeg vælger, når jeg vælger fortvivlelsen. Det er kernen i hele sagen. Mennesket vælger sig selv som nøjagtigt det, det er, fortvivlet, og i én og samme handling vælger det Gud.

At vælge er at ville. Det gælder i alle situationer; når jeg vælger noget, vil jeg det; det er en rent logisk selvmodsigelse at vælge noget uden at ville det. At vælge sig selv er derfor ensbetydende med at ville sig selv, og det har konsekvenser, om man vil det.

Wilhelm lægger den største vægt på, at man ikke snyder i dette valg. Man skal vælge helt nøjagtigt det, som man faktisk er. Enhver vil formodentlig her være fristet til at gøre nogle undtagelser. Der kan jo være så meget, man ikke vil, både i ens livsomstændigheder og i en selv som person, noget, man vil udelade eller lukke øjnene for eller netop ikke identificere sig med. Men der gælder ingen undskyldninger: Man skal vælge sig selv, aldeles nøjagtigt og fuldt ud det, man faktisk er. Man skal ville sig selv, for først da er man sig selv.

At være til på den måde, forsonet med sig selv, fordi man virkelig helt og aldeles har sagt ja til sig selv, helt og aldeles har indlogeret sig i det jeg og den tilværelse, der når alt kommer til alt, er den eneste mulighed man har, at være til sådan er at være til i den store beroligelse; og det er den livsform, der efter Kierkegaards mening er den realiserede eksistens, eksistensen i autentisk virkelighed.

Vort århundredes dybdepsykologi vil på det punkt give Kierkegaard ret – ikke underligt, for det er bl.a. dybdepsykologien, Kierkegaard har forudgrebet med sine såre skarpsindige analyser af mennesker, for hvem denne proces ikke er lykkedes, og som derfor er blevet indesluttede, dæmoniske, eller, for at tale dybdepsykologiens eget sprog, har fået neuroser og fortrængninger.

Vejen til mental sundhed er at gennemskue sig selv – blive sig selv gennemsigtig, kalder Kierkegaard det – og derpå ville sig selv. Men for Kierkegaard drejer det sig om mere end mental sundhed; det drejer sig tillige og især om at opfylde den etiske fordring. Det er, hvad den fordring går ud på: at have mod til at vælge sig selv og dermed ville sig selv.

Alt det, der hidtil er sagt om etikeren, giver kun mening, fordi man ikke bare sådan, simpelt hen og hvis man en dag får lyst til det, kan vælge sig selv. I så fald er det hele ganske rigtigt spilfægteri og rent teater. En spidsborger kan ikke sådan, en søndag formiddag, forvandle sig til en etiker; processen kan kun gennemføres under givne omstændigheder. Man skal være bragt til det yderste; man skal have gennemskuet livets uendelige tomhed; man skal være nået til den ubetingede grad af fortvivlelse; man skal med andre ord være en æstetiker.

Man skal vælge sig selv som fortvivlet, eller man skal vælge fortvivlelsen. Hvis der derfor ingen fortvivlelse er, hvis man ingenting har gennemskuet, men finder, at livet da slet ikke er så værst, nå ja, så falder den tanke, at man skal vælge fortvivlelsen jo ikke én ind. Hvad skulle man det for? Og så bliver det overhovedet ikke til noget med det valg, eller kun til noget helt uafgørende.

Men han brugte begge dele, formuen og genialiteten, på at lovprise det, han var lukket ude fra, det almindelige menneskeliv, det borgerlige ægteskabs lykke, det daglige arbejdes velsignelse, den stille glæde ved at være til i verden, med familie og vennekreds. Livets højeste mål er – det helt almindelige, ‘det almene’, siger Kierkegaard, bevidst vendt mod al romantik, mod al spekulativ idealisme, mod enhver religiøs pietisme.